1938 – Forstærk arbejdet! Styrk det kommunistiske parti

Hver dag er vi i stand til at melde om ny tilgang til kommunistisk parti. Ikke en enkelt, ikke så at sige den jævne “naturlige” tilgang, men i virkeligheden en tilstrømning til kommunistisk parti, som er ukendt i dansk politik, og som intet andet parti kan opvise mage til.

Denne tilgang er ganske givet det organisatoriske udtryk for den strømkæntring, der i øjeblikket sker i landets politiske liv. Det er massernes udvikling til venstre, det arbejdende folks krav om handling indadtil og udadtil, der på denne måde samles i tilgang til det eneste parti, der har vist positiv udvej og vilje til ændring af kårene for det arbejdende folk. Det er på samme tid et svar til de kræfter, der ved hetz, ukvemsord og provokationer tror, at de er i stand til at standse det kommunistiske partis voksende organisatoriske styrke og stigende politiske indflydelse.

Nu hvor vi står overfor partikonferencen i Odense, den største indre og ydre politiske manifestation vort parti nogensinde har organiseret, er der grund til at sige til alle vore partiafdelinger, læsere og sympatiserende: Forstærk arbejdet! Styrk det kommunistiske parti. Tal med dine venner, bekendte, arbejdskammerater. Få dem til nu at tage skridtet fuldt ud! Styrk vort parti og vor presse, således at ethvert anslag tilbagevises ved nye hundreder og nye tusinder af medkæmpere i vore rækker!

Gør vi det, vil vi indenfor den korteste tid have skabt et virkeligt masseparti og dermed grundlaget for det arbejdende folks enhed, der er vejen til sejr!

Arbejderbladets avisleder, 1. juni 1938

Kilde:
Leder: Tilgangen til Kommunistisk Parti, 1. juni 1938, Arbejderbladet, side 4

Skriv et svar