1938 – Har kvinden ret til arbejde?

Indlæg fra Arbejderbladet, der udgives af partiet DKP

I gamle dage var det en naturlig ting, at kvinderne passede hjemmet og helligede sig arbejdet med madlavning, bagning, kogning, slagtning etc. I de tider kartede og spandt man i hjemmene, vævede og gjorde ved til tøjets tilberedelse. Man støbte selv lysene, og en husmoder havde dengang mere end nok at tage vare på, foruden at hun jo også ofte på landet gik med i arbejdet i marken i den travle tid.

Gennem industrialiseringen er de fleste af kvindernes store hjemlige opgaver overflødig gjort. Følgen blev da, at kvinden i byerne fulgte med arbejdet ind i industrien, hvor han nu indtager pladsen som lønarbejder ved siden af manden.

På landet, blandt landbrugerne, fiskerne og de småhandlende deltager kvinderne dog stadig i det udendørs arbejde, foruden at hun passer hjemmet og børnene. De færreste landbrugere kunne vist i vore dage undvære hustruen også til hjælp i arbejdet med kreaturerne, i marken i høstens tid og andet, der jo faktisk ligger udenfor det, der forstås ved det egentlige huslige.

Fiskernes hustruer må også stå ved siden af manden i hans arbejde. I de travle fiskesæsoner må de gå til stranden og give en håndsrækning, for at ikke den lille fortjeneste skal gå fløjten. Mange småskippere, der sejler laster mellem de danske kystbyer har da også konen med om bord, og hun tager et nap med i spillet, hvis det kniber. I provinsbyerne og ude på landet er den handlende kone en uvurderlig hjælp i forretningen, og hun når samtidig at være en udmærket kone i sit hjem og mor for sine børn.

Ingen kunne finde på at forlange af disse kvinder, der her står ved siden af manden i kampen for eksistensen, at de skal ophøre med deres arbejde udover netop lige det rent huslige. Og ingen husmand kunne tænke sig, at hans kone ikke måtte hjælpe ham. Og hvad ville vel fiskeren sige, hvis hans kone ikke måtte bøde hans ødelagte fiskegarn om vinteren?

Anderledes er det med byarbejderne, hvis hustruer i kraft af deres arbejde – i mange tilfælde fabriksarbejde – kun gør akkurat det samme som alle de øvrige kvinder, der her er nævnt, de hjælper manden med at skabe et nogenlunde eksistensniveau. De forlader den lille et eller to-værelsers lejlighed, hvor de dog, hvis de da ikke har børn, eller kun et enkelt, næppe kan finde beskæftigelse hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Hvis pengene, mandens indtægter, var sådanne, at eftermiddagsteen indtoges på Angleterre eller Wivex, kunne man jo tænke sig, at de forslog eftermiddagstimerne med en fiveoclock toc. Sådan gør jo andre kvinder, for hvem det blot drejer sig om at få tiden til at gå. Men arbejderklassens kvinder har hovedet fuldt op af spekulationer – har manden arbejde, er udgifterne som regel så store, at man ligger på grænsen af smalhans, og har han intet arbejde, er det først rent galt.

Så går kvinden på arbejde med det samme ønske, og det samme mål, som husmandskonen har, når hun sidder i marken fra morgen til aften, at få rettet op på tingene, at skaffe balance i hjemmets økonomi, at klæde sig og sine ordentlige på.

Og hvis man, når man fortalte – som man gør det i denne tid om det frygtelige i, at kvinden tager mandens plads i industrien – altid huskede at fortælle landboerne, provinsianerne, at omtrent 80 procent af samtlige danske skatteydere har under 3000 kr. i årsindtægt, ville det sikkert foranledige, at der ikke herude rejste sig sådanne stemninger for forbud mod kvindens arbejde, som det forlyder i denne tid.

Men det er ikke længere blot stemninger for forbud. Den konservative ungdom har stillet det på sit program at jage kvinderne ud af industrien. Og det konservative folkeparti tropper nu op med samme synspunkter.

”Det må sagligt undersøges, om det ikke ville være heldigt i nogen grad at søge at dæmme op for videre udvikling i Kvindernes Fabriksarbejde”. (Carsten Raft i Berl. Tid. Af 25-10.38)

De supplerer en længere artikel med en udtalelse af næstformanden i de danske husmoderforeninger fru Kathrine Kjær, der udtaler:

”Jeg tror, at de (kvinderne red.) må flyttes fra fabrikkerne – i en vis udstrækning. Jeg holder på friheden – så langt som det er muligt! Men jeg tror, at her er et punkt, hvor man må gribe ind”.

Så vidt de konservative. De vil nu flytte kvinderne fra fabrikkerne tilbage til hjemmet. For dem står naturligvis ikke spørgsmålet om en højnelse af kvindelønnen, så det uheldige løntrykkeri, arbejdsgiveren ofte gennemtvinger, kunne undgås. For dem står kun spørgsmålet at deklassere kvinden og forbyde hende samme ret som andre borgere i samfundet, retten til arbejdet, fordi det i dag passer i krammet. Kvinderne skal angivelig ”ofres” for at afhjælpe arbejdsløsheden. Vi skal i en senere artikel komme ind på, hvorledes andre demokratiske partier modtager en sådan udfordring fra de konservative.

Kilde:
Har kvinden ret til arbejde?, side 6, 14. december 1938, Arbejderbladet – se på mediestream (åbner ny fane)

1938 – Den fransk-tyske Paris-erklæring

Den 6. december 1938 mødtes Georges Bonnet, den franske udenrigsminister, og von Ribbentrop, den tyske udenrigsminister, i Paris, hvor der blev opnået enighed om følgende erklæring:

1) Den franske og den tyske Regering er overensstemmende af den overbevisning, at fredelige og nabovenlige forbindelser mellem Frankrig og Tyskland er et af de væsentligste elementer til konsolidering af Situationen i Europa og Bevarelsen af den almindelige Fred. De to Regeringer vil derfor anvende alle deres Kræfter på at sikre en udvikling i denne retning af Forbindelserne mellem deres Lande.

2) Begge Regeringerne fastslår, at der ikke længere svæver noget spørgsmål af territorial art mellem deres lande, og anerkender højtideligt grænsen mellem deres lande, som den nu er afstukket, for endelig.

3) Begge Regeringerne er med Forbehold af deres særlige Forhold til Tredjemagter, besluttede på at forblive i Føling med hinanden i alle Spørgsmål, der berører deres to lande, og at træde i gensidig konsultation, hvis den fremtidige Udvikling af disse Spørgsmål skulde true med at føre til internationale Vanskeligheder.

Som bevis herpå har begge Regeringernes Repræsentanter underskrevet nærværende Erklæring, der straks træder i Kraft.

Udfærdiget i 2 Eksemplarer på Fransk og Tysk.
Paris, 6. December 1938.
Georg Bonnet, Joachim von Ribbentrop

Kilde: Erklæringens ordlyd, Arbejderbladet, 7. december 1938

1938 – Koncentrationslejr i Slovakiet

Det er angiveligt i en officiel meddelelse, blevet bekræftet, at der oprettes koncentrationslejre i Slovakiet. Den første koncentrationslejr skal indrettes i Ilava og anvendes til folk, ”som ikke vil lade sig belære i politisk henseende”.

Ifølge udenlandsk presse, vil der endvidere, i de nærmeste dage blive foretaget razziaer på alle offentlige biblioteker, for at finde kommunistiske og kultur-bolsjevikiske bøger.

Kilde: Koncentrationslejr i Slovakiet, Arbejderbladet, 3. december 1938

1938 – Antisemitismen (Politisk tale)

Tale i Folketinget af DKP’s partiformand Aksel Larsen, den 30. november 1938.

Det ærede medlem hr. Victor Pürschel bedyrede fra denne talerstol, at han er ikke antisemit. Han holdt samtidig en program tale, hvor han ligefrem åbnede døren, så han var klar til, når det måtte passe i hans eller hans tilhængeres eller i andres kram, at springe over og blive fører for en antisemitisk bevægelse, herhjemme. Samtidig er der jo andre, der gør i antisemitisme. Det, der sker i Tyskland, øver en vis indflydelse herhjemme, så jeg vil benytte lejligheden til at fremsætte et par nærmest almindelige betragtninger. Betragtninger om selve jødeproblemet.

Som udgangspunkt vil jeg genre tage en artikel om jødeproblemet, der har været i Berlingske Tidende, efter at hr. Blædel havde fået ferie, og jeg vil gerne samtidig med, at jeg omtaler den, have lov til at bringe et par ganske korte citater fra dem. Det er en artikel i Berlingske Tidende, aftrykt fra ”Der Schwarze Korps”, som er organ for S.S. i Tyskland, og i denne artikel siger man, at nu agter man at berøve jøderne alle eksistensmidler, at berøve dem alle deres formuer og berøve dem deres boliger og give dem særlige kendetegn, som de skal bære, når de færdes på gaden, og når man på den måde har berøvet dem eksistensmidlerne, ja, så er det jo givet, at så vil der til sidst ikke være anden udvej for de tyske jøder, end at de må forfalde til kriminalitet. Og derpå fortsætter bladet:

”Men så må ingen tro, at vi roligt vil se på denne udvikling. Det tyske folk har ikke ringeste lyst til i sit område at tåle hundredtusinder af forbrydere”.

Der fortsættes senere:

”Under en sådan udvikling står vi overfor den hårde nødvendighed at udrydde den jødiske underverden, præcis som man i vor velordnede stat plejer at udrydde forbrydere: men ild og sværd”.

Jeg har ønsket at citerer dette, fordi det er så karakteristisk for hele jødeproblemets udvikling. Her berøver man ved et overgreb folk deres eksistensmuligheder, forventer, at de små forfalder til tyveri, og så vil man straffe dem som forbrydere.

Nøjagtigt det samme er historisk set sket med det jødiske folk gennem to tusind år. Man har forfulgt det, fordrevet det fra dets fædreland, tvunget det til at spredes overalt i fremmede lande, og der har man forfulgt det, tvunget det til at bo i ghettoer, forbudt det at drive almindeligt erhverv, kun tilladt det at drive handel, pengeudlåneri og eventuelt at være skomagere og skræddere.

Man underkastede det de groveste undtagelsesbestemmelser, og derved opnåede man to ting. For det første, at man drev det jødiske folk til i særlig grad at holde sammen, fordi det følte, at alles hånd var løftet imod det. For det andet måtte naturligvis det jødiske folk efterhånden bliver mere drevet på de specielle områder, hvor det nu var tvunget til at beskæftige sig. Derfor finder vi så mange jøder i handels- og pengeverdenen og i konfektionsbranchen og skotøjsbranchen. Det har sin ganske naturlige forklaring, og derfor er det fuldkommen uberettiget at bruge det som angreb på jøderne, at de muligvis på disse områder er klogere og dygtigere end andre, og så på dette grundlag give sig til at forfølge dem.

Jeg vil ikke her bruge tid til at tale om selve racespørgsmålet, det har andre og mere kyndige end jeg talt om andetsteds, men al den snak om de forskellige racer, om deres fortrin og om de ”rene” racer ved enhver er en karikatur af videnskab. Men altid, når man har set disse jødeprogromer, har de været iværksat af de samme grunde – i zarismens Rusland som i det moderne Tyskland – iværksat for at give befolkningens raseri over dårlige tilstande afløb ved at pege på nogle, der i og for sig var uskyldige, bilde befolkningen ind, at de var skyldige, og på denne måde aflede opmærksomheden fra befolkningens virkelige fjender. Og man har haft en anden hensigt – det er ganske tydeligt – nemlig at sætte dels enkeltpersoner, dels staten i stand til at berige sig ved ekspropriering af jøders ejendom.

Dette er jødeproblemet, og den form for politik, der giver sig udslag i jødeforfølgelser, er nazisme. Den slags ønsker vi ikke herhjemme, og enten det ærede medlem Hr. Victor Pürschel snart eller først senere går til den officielle nazismes brigade i Danmark, håber jeg på og regner med, at det danske folk vil vide at holde sådanne bevægelser nede.

Kilde:
Kommunister på Rigsdagen, af DKPs folketingsmedlemmer (1939), udgivet på Arbejderforlaget, København, s. 59-60

1938 – Når Hitler taler

Tidsskriftet Dansk Radio Union har undersøgt hvordan radioapparater bliver benyttet, når den tyske radio gengiver en tale af Hitler fra Rigspartidagen i Nürnberg 1938. Der blev benyttet 100 mikrofoner, 70 batterikufferter, 20 forstærkere, 4 kortbølgesendere på 1,5 watt, 2 kortbølgesendere på 10 watt, 4 transmissionsvogne og 4 voksplade-optagemaskiner. Under talen blev der skåret ca. 1100 voksplader og 1500 lakplader.

Kilde: Naar Hitler Taler, Fredericia Socialdemokrat, 13. oktober 1938

1938 – Frida Davidsen er død

Søndag den 21. august 1938 døde Frida Davidsen efter lang tids sygdom, 61 år gammel. Frida Davidsen blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1937. Hun blev særligt husket om mor til Peter Davidsen, som var den første danske frivillige som Danmark fik meddelelse om, var faldet ved Madrid i januar 1937. Peter var Fridas eneste søn, og hun udtalte dengang til Arbejderbladet at “Det er et hårdt slag for mig, men jeg vidste jo, at det måtte komme. Siden Peter rejste, har jeg jo ventet på, at der en skønne dag ville komme en sådan meddelelse“.

Frida Davidsen hjem og stue var altid åben for ungkommunisterne, og også tyske emigranter, som efter 1933 måtte “rejse over hals og hoved fra Hitlers helvede“. Frida var selv født i Tyskland, og beskrives af Arbejderbladet som en mor for emigranterne “hvis hjerte var så stort, at hun ville hjælpe alle, som led nød, alle, der blev undertrykt“. Også hjælp og indsamling til Spanien, særligt af tøj, har Frida deltaget i.

Kilde: Frida Davidsen, Arbejderbladet, 23. august 1938

1938 – Ansatte på mejeriet

Ansatte på Bramdrupdam Andelsmejeri omkring 1938
Ansatte på Bramdrupdam Andelsmejeri omkring 1938. Fra venstre med kasket er det kartemager Vilhelm Hammer Petersen, fyrbøder, mejeribestyrer Georg J. Bach, 1. mejerist Knud Niemann og 3 andre ansatte. Billede: Kolding Stadsarkiv, ukendt fotograf 1938, link

Hvis du vil læse mere om Bramdrupdam Andelsmejer kan anbefales: Bramdrupdam bogen bind 1, kan lånes på Kolding Folkebibliotek eller købes hos Kolding Stadsarkiv.