1938 – Brev fra en dansk Spaniens frivillige

Den danske Spaniens frivillige Karl Johan Rasmussen, havde i maj 1938 opholdt sig 14 måneder i Spanien, følgende er et brev fra Karl Johan til hans forældre. Brevet har været bragt i Arbejderbladet.

Kære Forældre!

Som i ved af mit forrige brev, er jeg for tiden på et hvilehjem. Min glæde ved alle de goder og den behagelighed jeg har omkring, varede dog ikke så længe. I det store og hele er jeg ikke tilfreds, idet min vilje og ærgerrighed til at fuldføre et af mig påbegyndt arbejde ikke fornægter sig, selv ikke under de vidunderlige forhold her.

Det viser sig, at trods alle indre følelser og uro, at det vil overordentlig svært for mig at gøre alvor af truslen om at komme hjem. Denne nervøse Uro, angst om jeg må sige sådan, for ikke at have gjort sin pligt tilbunds, vil aldrig fortage sig. Dag for dag, time efter time dukker det samme spørgsmål op: Har man nu gjort sit yderste, kan man med rolig samvittighed forlade det heltemodige, kæmpende spanske folk og lade dem være lige? Svaret bliver stadigvæk nej.

Sagen er jo den, at så længe det ikke koster en selv noget at hjælpe andre, så længe man giver bort af sin overflod, da er det let nok at give bort af sin overflod, at give det bort, man ikke selv har brug for, først når man skal gøre en indsats, da er det det kniber. Men hvad var grunden til, at jeg tog herned, hvad var grunden til, at alle andre kammerater fra de forskellige lande tog herned? Var det for at give af en overflod, de ikke ejer? Var det for at kæmpe for noget, som var dem ligegyldigt, for derved at vinde ære og berømmelse, for at kunne bryste sig med at være sejrherrerne?

Nej, vi er alle kammerater, og vi er alle af den overbevisning i hjertet, at skal vi undgå at få samme tilstande i vort hjemland, skal vi standse fascismens videre udbredelse, skal vi undgå en nations ødelæggelse, da må vi alle, enhver efter sin evne, yde den størst mulige indsats i kampen mod fascismen, og den mest effektive og rigtigste måde at yde denne indsats på, var da at tage derhen, hvor kampen er hårdest.

Et gammelt dansk ordsprog siger: ,,Skal du ride et Kobbel heste, så sæt dig op på den mest uregerlige, da kan du styre dem alle”.

Det samme gælder kampen mod fascismen, skal man bekæmpe den effektivt, må man derhen, hvor kampen er hårdest og dér give modstanderne det afgørende slag.

Også I har en pligt til i arbejderklassens og egen interesse at ofre en smule og skulle det ske, at jeg engang skulle blive derude, så tænk på det med stolthed, tænk på de heltemodige kæmpere, som har givet livet for arbejderklassens frigørelse, tænk også på, at ingen af disse kammerater har mistet livet forgæves, men at deres død ansporer os andre til at sætte endnu større kraft ind på det endelige og afgørende nederlag for fascismen. Tænk på de grusomheder, der ville følge, såfremt alle nu veg tilbage enten med eller uden opfordring, tænk på alle de stakkels ulykkelige børn og mødre, som har mistet deres kære, hvor sorgen og nøden tynger de små hjem hver dag, hvor krigens rædsler sætter sine spor for bestandigt. Er det rigtigt af os i en sådan situation at være egoistiske og sig selv nok, har man da ikke den forbandede pligt at råbe et vagt i gevær og selv tage sin tørn i kampen?

Vist har man det, og det må I lære at forstå. Trods alle fornuftige udflugter, vil jeg ikke være i stand til at finde ro i Danmark, min samvittighed vil nage mig over en ufuldført pligt. Mine ord til jer skal da være: Frihed, fred og lykke til det nødlidende spanske folk. Gør I også jeres indsats i vor kamp, og I vil da bedre forstå mig. Jeg gør nu min indsats og går til fronten igen, og indtil I hører nærmere fra mig, sender jeg de kærligste hilsener til alle, men især til jer to, fra jeres søn.

Carl Johan Rasmussen

Kilde:
Hvis jeg bliver derude saa tænk paa de tusinder af faldne helte, side 5, Arbejderbladet, 25. maj 1938 – læs original på mediestream (link åbner ny fane)

1938 – Danmark-Abessinien

Arbejderbladet bragte den 25. maj 1938 følgende leder, som omhandler forholdet mellem Danmark og Abessinien (senere Etiopien).

Det meddeles nu, at udenrigsminister Munch har givet den danske gesandt i Rom instrukser om, at han fremtidig skal være akkrediteret hos den italienske konge og den abessinske kejser!

Dermed har Danmark anerkendt Mussolinis røvertogt mod folkeforbundsstaten Abessinien (Etiopen red.) til trods for, at den abessinske kejser i Folkeforbundsrådets møde dokumenterede, at Mussolini ikke har herredømmet i det abessinske rige, men at krigen stadig pågår, og til trods for, at der ikke var nogen påviselig grund til Danmarks anerkendelse, da den danske gesandt i Rom i forvejen var akkrediteret den italienske konge.

-Man må spørge: Hvorfor dette hastværk? Hvad er det, der får den danske regering til officielt at velsigne undertrykkelsen af en Folkeforbundsstat?

Danmarks interesser som selvstændig – og direkte truet – stat kan det ikke være, der på den måde varetages. Det forekommer os, at det her igen må være regeringens paniske frygt for den tyske nazisme, der har fået den til igen at gøre et nyt knæfald for de fascistiske krigsbrandstiftere, i det forfængelige og efterhånden latterlige håb, at man så skal lade os ude af betragtning.

De sidste dages begivenheder synes dog ellers kraftigt nok at have understreget den gamle sandhed, at ingen har fred længere end eens naboer vil!

Kilde: Danmark-Abessinien, side 4, Arbejderbladet, 25. maj 1938

1938 – Georgi Dimitrovs første maj artikel

Uddrag fra eksilbulgaren og kommunisten Georgi Dimitrovs første maj artikel:

Men den tyske fascismes røverplaner går endnu videre. Efter okkupationen (besættelsen red.) af Østrig kom det i Belgien til åbne Hitler-Folk-demonstrationer i Eupen-Malmedy før tilslutningen af disse områder til Tyskland. De tyske fascister stiller spørgsmålet om en “Korrektur” af Danmarks grænse. Også i Sverige og Norge rejser den tyske fascismes agenter hovedet. I Finland vrimler det med tyske spioner og krigsemissærer. I Svejts (Schweiz red.) og i Holland forgår det fascistiske muldvarpearbejde i endnu stærkere tempo.

Tyskland og Italiens diktatorer, som i disse dage demonstrativt træffes i Rom, vil for enhver pris knuse det heroiske kæmpende spanske folk, det er en forudsætning for indkredsningen af Frankrig, for deres befæstelse i Middelhavsområdet og til sikring af gunstige positioner i den af dem forberedte verdenskrig. Takket være den forræderiske blokade sår deres flyvemaskiner og artilleri død og ødelæggelse på den spanske jord i uhyre udstrækning.

Netop med henblik på de fascistiske angriberes piratfelttog, som umiddelbart truer en række landes eksistens og uafhængighed, er den politik som de borgerlig-demokratiske landes regeringer fører særlig skændig. Det må siges ganske åbent, at den engelske reaktion og lignende reaktionære kredse i andre borgerlige lande faktisk er medskyldige i de tyske, italienske og japanske erobreres skændselsgerninger.

Kan det betvivles, at uden opmuntrings-politik var det aldrig lykkedes den italienske fascisme at ødelægge og erobre Abessinien? Kan det betvivles at det heroiske spanske folk uden blokaden mod den spanske republik allerede forlængst havde drevet de fascistiske interventer ud af dets land; at den tyske fascisme uden den direkte understøttelse fra de engelske konservative aldrig havde vovet okkupationen af Østrig? Er det ikke klart, at en beslutsom optræden fra stormagternes side mod den japanske militærklike havde umuliggjort dens røveriske indfald i Kina?

Kilde:
Nordisk Frihedsfront mod nazismen, side 6, Arbejderbladet, 20. maj 1938