Ind under Jul har Menighedsplejen altid tidligere kunnet foretage en juleuddeling af gaver blandt sognets fattige. Det er derfor med sorg Menighedsplejen oplever, at der i år ikke er midler til, at den sædvanlige juleuddeling kan gennemføres.
Trods krigens rædsler og verdens ondskab nærmer vi os den tid, da julebudskabet vil lyde “Fred på jord”.
Aldrig tidligere har vi kunnet glæde os som nu over, at fred ikke afhænger af magt, men af tro.
For at den skjulte nød, sygdom og mismod ikke skal forstyrre julefreden hos de, der savner det nødvendige, beder Menighedsplejen inderligt om, at de af sognets beboere og byens forretningsfolk som har vilje og evne til at give en gave, vil træde hjælpende til, således at den sædvanlige juleuddeling kan finde sted og bringe glæde i mange gode, fattige hjem […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. december 1940.