1940 – Rejseleder Fausbøll om Tyskland

Rejseleder Valeur Fausbøll udtaler om Tyskland til avisen Fædrelandet den 2. oktober 1940:

Jeg har altid haft et intimt samarbejde med tyskerne på det turistmæssige område, og dette samarbejde har selvfølgeligt ikke kunnet undlade at have påvirket mig til fordel for Tyskland og det nye regime, hvis strålende resultater jeg ikke blot har set med turistens overfladige syn, men som jeg også ved personligt samvær med tyskere af alle samfundslag har haft lejlighed til at stifte et virkeligt bekendtskab med.

Min naturlige begejstring for Tyskland, som jeg aldrig har søgt at lægge skjul på, har ofte ført til, at jeg netop har stødt på folk, der har udtalt sig meget ringeagtende om Tyskland, men en lille trøst har det været mig, at disse mennesker for det meste aldrig nogensinde har været i Tyskland, endsige har gidet gøre dem den mindste umage for at forstå det tyske folk, dets lederes og dets mål.

Naturligvis – både hos tyskeren som ener og som nation, kan jeg nævne ting og egenskaber, som ikke tiltaler mig – det kan man jo ved alle mennesker og nationer – det kan jeg også hos mine egne landsmænd, men jeg har altid ment, at det var rigtigere at arbejde i positiv end negativ retning, at det var vigtigere at bygge op end at rive ned, og skal vi her i Danmark være med i genopbygningen af det nye Europa, må vi også, hvad enten vi synes om det eller ej, søge at indordne os under de nye forhold, og med god vilje tage bedst muligt ved lære af alt det, som kan være til gavn for vort lands og vort folks videre udvikling.

… Hvis f.eks. den danske arbejder med sine egne øjne kunne få lov at se, hvad det nationalsocialistiske styre har skabt for kår for sine arbejdere, ville han ikke kunne undgå at få respekt og beundring for de mænd, der har arbejdet for dette. – Sådan vil jeg kunne nævne dem mange andre områder, hvor en dansker må falde i beundring over tyske forhold, og hvor det ville blive til gavn for den danske befolkning, hvis vi kunne tage lidt ved lære.

Foruden dette, må jeg tilføje, at jeg tror, dette ville være til lykke for vort folk om vi kunne lære lidt af den pligtfølelse og disciplin, der har sammensvejset det tyske folk til ét stort folkefællesskab og derigennem igen skabt det nye Tysklands umådelige styrke.

Kilde:
Jeg har ofte stødt på folk, som har talt dårligt om Tyskland, Fædrelandet, side 4, 2. oktober 1940

Skriv et svar