Det, der bærer os oppe, er den moralske støtte, som i samklang med vor egen samvittighed er bleven os til Del fra Danmark. Vi følte, da vi drog hjemmefra, at der blev grædt i Danmark for det finske folk, og vi følte endnu stærkere, at Finland kaldte. Vi skyldte Danmark at hævde dets navn – ingen skulde bebrejde vort land, at det udeblev, da det gjaldt.
I erindringen vil det finske folk komme til at leve, når der igen er fred i landet. Jeg mener, at hver finsk mor vil komme til at søge tilbage til dette årstal, der tog hendes søns liv, hendes mand eller broder. Der vil næppe findes det menneske, der ikke har ofret det dyreste for Finlands frihed.
Verden har aldrig før – tror jeg – set så stor selvopofrelse, som Finland indebærer i denne tid. Finlands folk er det ædleste og seneste, der lever. Jeg selv føler mig renvasket i sjælen over at måtte være med her. Noget godt menneske har jeg aldrig været, men dog var der noget, der rørte sig, da Finland kaldte.
En dansk Finlandsfrivillig brev, afsendt inden fredsafslutningen, gengivet i Kolding Folkeblad 18. marts 1940
Kilde: Renvasket i sjælen, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad, forsiden