I december måned bragte flere aviser, som havde erfaret, at jeg lå i neutralitetsvagt i Finmark, nogle sarkastiske forespørgsler til mig, om hvorledes det nu stod til med min politiske tro. På det tidspunkt, da disse blade kom min i hænde, var der pålagt de troppeafdelinger, som jeg tilhører, den mest absolutte censur, med forbud mod at skrive noget som helst brev og mod brug af telegraf og telefon. Et sådan forbud kan komme igen, og en nogenlunde anstændig redaktør burde forstå, at under sådanne forhold går det egentlig ikke an at angribe eller provokere folk, som må undvære det privilegium at sidde hjemme og udtale sig frit.
Den sidste forespørgsel til mig kommer fra Lofotposten. Bladet meddeler, at forfatteren Arnulf Øverland har været mandig nok til at tage afstand fra Sovjetunionen og erklære, at hans tanker, som alle andre Nordmænds tanker, i dag er hos Finland.
Nu anmodes jeg om en lignende bekendelse, idet bladet vistnok synes, at dette hører til en neutralitetsvagts pligter.
Jeg skal her indskrænke mig til at udtale, at mine tanker i dag er dér, hvor øjensynlig meget få borgerlige journalisters tanker er, nemlig hos Norge, hos det arbejdende norske Folk, som vil have Fred.
Her oppe ser vi ikke andet, end at Storaviserne sydfra, som vi får tilsendt i dyngevis, på deres hæderspladser er fulde af indlæg fra forretningsfolk, læger, jurister, foruden oldinge af alle slags erhverv, som ikke synes, de kan leve hæderligt som nordmænd, før de har styrtet dette lands arbejdere og fiskere ud i en krig. De læses med den største bitterhed her nordpå, disse artikler, og samtidig lægges der også mærke til, at folk netop fra krigsophidsernes samfundslag viser en udpræget skyhed, når det gælder om at aftjene noget så lempeligt som en finmarksk neutralitetsvagt på en vinterdag.
Lad mig til slut sige, at den eneste fjende, jeg kender i dette øjeblik, er de neutralitetsbrydere, som er indenfor vore grænser, og som ved hjælp af aviserne hver eneste dag falder landets neutralitetsvagt i ryggen.
Finnmark, 4. januar 1940
Nordahl Greig
Kilde: Arbejderbladet, 12. januar 1940