Kortene deles i år i tre grupper: kakkelovnsfyrede lejligheder i høj bebyggelse, i spredt bebyggelse og for centralvarmefyrede lejligheder […]
Handelsminister Halfdan Hendriksen redegjorde lørdag aften for hovedlinjerne i den nye brændselsordning, der kommer til at gælde fra 1. juni i år til 31. maj næste år. Den nye brændselsrationering har, sagde ministeren, i år kunnet tilrettelægges på baggrund af de indvundne erfaringer, og der har været ført en række forhandlinger med praktikere og teknikere fra hele landet. Resultatet er, at den nye ordning bygger på det samme grundsynspunkt som den gamle, nemlig at det udenlandske brændsel forbeholdes beboerne i Storkøbenhavn, købstæderne og visse købstadsmæssige bebyggede distrikter. Ligesom sidste år har det ligeledes været et grundsynspunkt, at det udenlandske brændsel fordeles efter harmonikasystem, således at man efterhånden har mulighed for at sætte brændselsmærker i kraft i det omfang tilførelserne tillader det {…]
Kilde: Uddrag, Aarhus Amtstidende, 19. maj 1941.