Ved et møde i Esbjerg i starten af januar 1941, kom forfatteren Jørgen Bukdahl bl.a. med følgende udtalelser:
Det danske folk er nu hjemme som aldrig før. Det er første gang, at der har været virkeligt sammenhold i det danske rige. For første gang i sin historie hænger det danske folk sammen i sig selv og om sin historie. Nu er endelig det nationale brudt igennem. Nu hænger det danske folk sammen i fælles kultur, i fælles folkelighed, i fælles sprog.
I denne samhørighed, i denne nationalfølelse kan ingen ramme os, uanset hvad der sker ude omkring. Når vi frimodig går imod det nye år, er det, fordi vi ved, at på det punkt, i vor nationale front og frihed, kan ingen ramme os. I dette er vor sande frihed.
Den arv, der har skabt det danske fællesskab, er blevet levende for folket. Det er følelsen af forpligtelse overfor hinanden i fædrelandets navn. Det er næsten det eneste sted i Europa, dette for alvor er sket. Alle andre steder er folket overbygget med støtter. Ene af alle Europas lande er der herhjemme sket et virkeligt folkeligt gennembrud. Der er i Danmark sket et nationalt gennembrud, som Europas øvrige lande slet ikke kender til. Bagved samlingsregeringen ligger en folkelig bæreform, der ganske bestemmer nationens ledelinjer – holder folket sammen.
Endnu i dag møder vi op med kulturen i behold; vi møder med Stauning i spidsen – tænk på, hvad det vil sige set udefra. Bag ham og samlingsregeringen står hele folkets samhørighed. Det er det danske demokratis hemmelighed. I vort nationale sammenhold kæmper vi stadig for menneskehedens sag. Det er vor styrke. Der er sket dette, at Danmark er blandt os. Det er vort. Tiderne vil skifte, men det Danmark vil bestå, så længe bøgen gror.
Kilde: Det Danmark vil bestå …, Kolding Socialdemokrat, side 3, 9. januar 1941