1941 – Katastrofe-brand i Sdr. Bjært

– lægger tre huse og udlængerne til to gårde i aske.

Ved 10.30-tiden i formiddags opstod der i et lille hus i Sdr. Bjært by en brand, der i løbet af 2 timer havde lagt tre stråtækte huse og udlængerne til to gårde i aske. Ilden forplantede sig med rivende hast fra hus til hus og fængede i det knastøre stråtag, og situationen forværredes yderligere, som følge af, at vandværket blev sat ud af drift.

Branden opstod i et lille hus, tilhørende Kortnved, hvor børnene så vidt vides var alene hjemme. Moderen var i roerne. Og fra dette hus forplantede ilden sig til arbejdsmand Rasmussens hus, med hvilket det er sammenbygget. Rasmussen var på tørvearbejde, da branden opstod, men behjertede mennesker fik skaffet sig adgang til huset, hvorfra de forsøgte at bjerge møblerne. Men der skete imidlertid dette, at der opstod ild i møblerne, mens de stod udenfor huset, så alle anstrengelserne var frugtesløse. Fra Rasmussens hus forplantede ilden sig derefter til fhv. gdr. Bramsens hus, og dernæst til de gamle stråtækte udlænger til propr. Nygaards store gård, Bjerringgaard, og endelig derfra til propr. Troels Schultz’ gaard, Vesterbygaard.

Medens de tre huse fuldstændig lagdes i aske lykkedes det at redde stuehusene til de to store gårde, og desuden reddedes svinestaldene til propr. Schultz’ gård. Bygningerne på Nygaards gård er i alt forsikret til 80.000 kr. Ilden havde også fat i taget til gdr. Guldagers gård, men her var taget skifertækket, og det lykkedes derfor at redde denne gård […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. juni 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar