Dr. med. Knud Bojlén om den effektive forebyggelses af den farlige sygdom.
Difteri er en smitsom sygdom, der optræder endemisk i Danmark, det vil sige, der opstår hvert år flere eller færre tilfælde rundt omkring i landet og af og til større og mindre epidemier. Sygdommen spiller navnlig en rolle i storbyer, og det er her i landet særlig i København, at en virkningsfuld difteribekæmpelse er påkrævet. Københavns Kommunalbestyrelse og senere kommunalbestyrelser for Frederiksberg og Gentofte har derfor besluttet at søge difterikampagne gennemført, idet de har tilbudt forældrene gratis vaccination af alle børn mellem 1 og 15 år. For at høre nærmere om difteri og difteribekæmpelse, har vi henvendt os til dr. med. Knud Bojlén, der i mange år har vaccineret mod difteri på Seruminstituttet, og som er reservelæge på Blegdamshospitalet, Københavns epidemihospital, på hvilket de allerfleste af de difteritilfælde, der optræder i København, indlægges.
Hvad har man hidtil foretaget sig
for at bekæmpe difteri? – spørger vi. I hovedsagen har man indskrænket sig til at isolere de angrebne på epidemihospital, så snart diagnosen difteri stilles, siger doktoren, dels for så vidt muligt at undgå smittespredning, dels for at få difteripatienterne behandlet med difteriserum, hvis det er nødvendigt. I mange tilfælde opnår man på denne måde at begrænse smittespredningen, navnlig på landet, hvor bebyggelsen er spredt og forholdene let overskuelige. Men i byer, og navnlig i storbyer, hvor difteri forekommer hele året rundt, når man ingen vegne på denne måde. I Købehavn f.eks. vil mange i dette tilfælde af difteri miskendes og blive opfattet som almindelig angina, hvorfor de ikke isoleres. Mange børn med næsedifteri vil i uger og måneder kunne sprede smitte i børnehaver, vuggestuer, legepladser og andre steder, hvor børn færdes. Hertil kommer, at et par procent af storbyens befolkning til stadighed vil være bacilleudskillere, det vil sige sunde individer, der uden at vide det huser difteribaciller i næse og svælg, og derfor til stadighed er smittefarlige. Det er af den grund kun en ringe brøkdel af de individer, der udskiller difteribaciller, man får isoleret på difterihospitalet […]
Praktisk taget kan alle børn beskyttes mod difteri med indsprøjtning af Anatoxin.
Hvordan kan man beskytte børnene mod difteri?
Ved gentagne indsprøjtninger under huden af det såkaldte difterianatoxin. Dette stof er fremstillet af den gift, difteribacillerne danner under deres vækst. Man går frem på den måde, når man vil fremstille difterianatoxin, at man lader difteribaciller vokse noget tid i bouillon, hvorefter man filtrerer bakterierne fra. Bouillon’en indeholder nu difterigiften. Til denne sættes formalin, og blandingen henstilles ved 38-40 graders varme i længere tid. Herved mister difterigiften sin skadelighed og omdannes til det ugiftige anatoxin, der har den egenskab, at det, når det indsprøjtes under huden, fremkalder modgift mod difteri. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. oktober 1941.