Fabrikken skal afskrives i løbet af 2-3 år, og generalforsamlingen gav enstemmigt bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde for at få et hørspinderi til Kolding.
Kolding Hørfabrik, der tæller ca. 350 andelshavere, holdt i går ordinær generalforsamling på Industriforeningen. Halvdelen af andelshaverne var mødt, og der rådede på generalforsamlingen den største tillid til bestyrelsens arbejde og de to forslag, der blev forelagt. Bestyrelsens forslag om at søge skætteriet afskrevet i løbet af 2-3 år samt forslaget om at arbejde for at få et hørspinderi til Kolding vedtoges enstemmigt. Formanden, forpagter Lunden, bød velkommen, og efter at propr. Olav Rasmussen, Ferupgaard, var valgt til dirigent, aflagde formanden beretning om virksomheden i det forløbne år.
Siden den ekstraordinære generalforsamling den 17. januar, hvor udvidelsen blev vedtaget, har arbejdet gået godt. Den store mangel på spindestoffer og på sædefrø og frø til oliepresning har jo gjort høravlen rentabel. Der er i denne sæson – altså avlen 1940 – blevet behandlet hør fra 690 tdr. land, og dette er udbragt til i alt 1.144.650 kr. og 87 øre, når der fra dette beløb fragår behandlingsomkostninger, afskrivninger, udsæd fra frø og udgifter til ruskning, så er der i gennemsnit blevet 900 kr. pr. td. land til andelshaverne, men dette er jo gennemsnitsresultatet, men mellem de enkelte avlere har resultatet svinget fra få hundrede til over 2.000 kr. pr. td. land, så der er meget at lære endnu, inden alle dyrkningsspørgsmålene er løst, men vi søger at samle så mange erfaringer som muligt, og derfor har hørfabrikken et samarbejde i gang med Landbrugsforeningen, dels med forsøg og dels med udtagning af jordprøver af alle frømarkerne, og vi har derfor talt om, at vi senere vil indbyde alle andelshaverne til et møde, hvor dyrkningsspørgsmålene kan blive belyst og drøftet. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 30. september 1941.