1941 – Almindelig husundersøgelse i Bukarest

Der har i den seneste tid været en del uro i Rumænien, hvor general Antoneseu har dannet en militærregering. Alle ministerpladser, med undtagelse af justitsministeren, er blevet besat af generaler. Regeringen har selv meddelt, at den første opgave er genoprettelse af den fuldstændige orden.

I den rumænske hovedstad er der trukket forskellige “politi-forholdsregler“, og militærpatruljer stander både fodgængere og bilister på gaderne, for at foretage visitationer efter våben, også huse og forlystelsessteder bliver undersøgt. “Alle, der træffes med våben, risikerer at blive skudt på stedet“.

Kilde: Kolding Socialdemokrat, 28. januar 1941, forsiden

1941 – Tysklandsarbejdere fra Kolding

Hr. borgmester Knud Hansen

Det meddeles herved, at 157 koldingsensiske Arbejdere og lign. pr. 24/1 1941 har anmeldt at have midlertidigt Ophold i Tyskland.

De paagældende tilhører følgende Fag:

Bagere 2, chauffører 4, malere 8, slagtere 7, murere 5, arbejdsmænd 50, maskinarb. 9, bude 1, guldsmede 2, blikkensl. 2, lagerexp. 4, medhjælpere 8, kontorass. 5, mejerister 3, klektrikere 3, montører 2, typografer 3, smede 5, snedkere 1, gartnere 4, barberer 3, kommisser 5, kokke 2, vulkanisør 1, handelsm. 2, skomagere 1, arbejdersker 2, husgerning 7, Expeditricer 2

Afskrift af dokument, Antal koldingensiske arbejdere med midlertidigt ophold i Tyskland, 1941, A140 / ks. 4, opbevares Kolding Stadsarkiv

1941 – Pastor Birk død

Sognepræsten Hans Jørgen Birk er i dag afgået ved døden i Svendborg. Birk var kendt i Kolding og omegnen, da han var præst for Harte og Bramdrup menighederne fra 1906 til 1917, særligt kendt for at have været med til at stifte Harte Ungdoms- og Foredragsforening, en forening som for nogle år siden arrangerede en udflugt ned til Birk på præstegården i Svendborg.

Læs mere om Birk på Koldingwiki

1941 – Kommenale valg rejser … en mangfoldighed af spørgsmål

I forbindelse med de forestående kommunale valg rejser der sig en mangfoldighed af spørgsmål, der i første række omfatter valgretten. VI er således blevet stillet overfor spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder, der har opnået henstand med betaling af sin skat, har bevaret sin stemmeret, når han overholder den aftale om skattens ratevise betaling, der er truffet med det pågældende skattekontor.

Vi har forelagt spørgsmålet på kompetent sted og modtaget følgende svar: En skatteyder, der har opnået henstand med betaling af sin skat, har kun stemmeret, såfremt han inden valglisternes endelige berigtigelse har betalt så stor en del af sin skat, der kræves for bevarelsen af stemmeretten i henhold til reglerne for eftergivelse af en del af skatten. Er en så stor del af skatten ikke betalt inden valglisternes berigtigelse, slettes de pågældende af valglisten.

Vi tilføjer, at hver enkelt kommune i henhold til valgloven skal bekendtgøre, når valglistens endelige berigtigelse finder sted, det skal ske i perioden mellem den 10. og den 24. Februar.

Kolding Socialdemokrat, 22. januar 1941

Kilde: I forbindelse med de forstaaende kommunale valg, 22. jan 1941, Kol. Socialdemokrat, side 4

1941 – Kursus for frivillige hjælpere

Skrivelse fra det civile luftværn, sendt til dagbladene i Kolding.

Kursus for frivillige hjælpere til det civile luftværns tekniske tjeneste i Kolding.

Tirsdag den 21′ ds. Kl. 19.00 påbegyndtes et sådant kursus på Drengeskolen. Der havde meldt sig ca. 40 mand til kursuset og stadsingeniør C.A. Lassen indledede med at holde et instruktivt foredrag om hele det civile luftværns organisation og gik herfra over til at give et billede af luftværnets opbygning i selve Kolding og specielt hvorledes den tekniske tjeneste skal arbejde. Efter foredraget havde eleverne lejlighed til at stille spørgsmål.

Den næste time var vist til et i øjeblikket aktuelt emne, nemlig “Luftangrebsmidler”. Foredraget blev holdt af ingeniør kaptajn Schiøller.

Det er nu meningen at fortsætte kursuset, der også omfatter øvelser i marken i januar og februar hver tirsdag og torsdag kl. 19.00-21.00. Foruden de to fornævnte herrer er afdelingsingeniør Andersen og kolonnefører A. Rasmussen lærere på kursuset.

Der er endnu plads til ca. 10 Deltagere, helst Kontorfolk, Bygningshåndværkere og Elektrikere.

Henvendelser kan ske til Stadsingeniørens Kontor.
Kolding, den 22′ Januar 1941

Enkelte ord er tilrettet nudansk, bl.a således aa er å.

Kilde: Det civile luftværns arkiv, se kilder

1941 – Justitsministeriet afviser biograf-bevilling

I avisen Kolding Socialdemokrat kunne det oplyses den 17. januar 1941, at Justitsministeriet havde afvist en ansøgning om biograf-bevilling fra Dansk Arbejdsmands Forbunds lokale Kolding afdeling.

Afvisningen er kommet i form af et brevsvar til Forbundet – som skriftlig begrundelse meddeles det at justitsministeriet sammen “med Filmrådet ikke finder anledning til at træffe bestemmelse om oprettelse af et nyt biografteater“.

Sparebrød

Følgende er en opskrift, der blev omtalt som “Sparebrød” i januar 1941. Opskriften blev med smagsprøver, sendt ind til avisen Kolding Socialdemokrat af en ukendt person, herfra blev det bemærket, “at det lækre brød smagte fortræffeligt“. Opskriften lyder følgende:

1½ kg sigtemel blandes med 1/9 kg flormel. En tallerken kold havregrød og 1/4 kg kolde, kogte kartofler og 150 gr udrørt gær, æltes med ½ liter sødmælk og ½ liter vand. Stilles til hævning en time. Formes som rundstykker, horn eller brød og bages ved jævn ild en god ½ time.

Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941

Derudover meddeler dagens udgave af Kolding Socialdemokrat, at Koldings indbygger tal er steget med 103 personer siden 1. november 1940, og frem til 1. januar, hvor der taltes 25.383 indbyggere i byen.

Kilde: Den tredje biograf, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4
Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4

1941 – Anti-jødekursen i Rumænien

For tiden er “anti-jødekursen” stået igennem i Rumænien. Seneste har det rumænske arbejdsminister givet arbejdskamrene instrukser om nøje at revidere alle jødiske håndværkeres mesterbøger.

Generaldirektøren for de rumænske teatre har givet Dronning Maria-Teatret i Bukarest en skarp advarsel, fordi det har ladet en jødinde optræde i en forestilling og derved har overtrådt de bestemmelser og forskrifter, der forbyder jødiske kunstneres optræden på rumænske scener. Til straf er ethvert statstilskud som teateret tidligere modtog, nu blevet fjernet.

Kilde: Anti-jødekursen i Rumænien, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 3

1941 – Huskesedlen til de kommunale valg

I disse dage bekendtgøres valglisternes fremlæggelse i alle kommuner. Læs disse bekendtgørelser og sørg for at få set efter, om De er på valglisten. Det er den første betingelse for at kunne udøve sin stemmeret på valgdagen.

For ikke at blive slettet af valglisten, når denne endelig berigtiges, er det nødvendigt at betale sine kommunale skatter inden de frister, der er eller bliver bekendtgjort af kommunalbestyrelserne.

Huskesedlen til kommunale valg ser altså således ud: Læs bekendtgørelse om alle forhold vedrørende valgene!
Se valglisterne efter!
Betal skatten!
Mød og stem!

Avis notits i Kolding Socialdemokrat, 17. januar 1941

Kilde: Huskesedlen til de kommunale valg, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4