1942 – Amerikanerne sender store luftstyrker og tropper til England

Kun tonnage-problemet hindrer allieret landgangsforsøg i Vesteuropa.

Det anses nu i almindelighed for givet, at forsendelsen af store, amerikanske luftstyrker og tropper, først og fremmest afdelinger med uddannelse som “commandoes” til England er et af resultaterne af forhandlingerne i London. Om dette i sin videre udvikling betyder indledningen til en engelsk-amerikansk offensiv med åbning af en vestfront allerede i sommer, er et spørgsmål, der ikke kan besvares, før militæret har foretaget sit udspil; men muligheden vil antagelig blive livligt diskuteret, ikke mindst fordi man alene i diskussionen håber at kunne skabe en nervekrig mod Tyskland og usikkerhed omkring de allieredes planer.

Flere blade kommenterer ifølge ‘Stockholm-Tidningen’ de nylig afsluttede forhandlinger ud fra den opfattelse, at man nu må være nået til et punkt, da Englands og Amerikas krigsproblem ikke længere først og fremmest er et produktionsspørgsmål, men mere et rent militært anliggende. Det kan lyde paradoksalt, fortsætter korrespondenten, men netop flådetabene i krigen mod japanerne har i mange kredse skabt den overbevisning, at de allierede må tage initiativet i Europa og Middelhavet og helst i år. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. april 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar