Sygebesøg på landet foregår til fods og pr. kane.
Når man i angstfyldte timer har ventet på sin læge til sit syge barn og ved, at lægens forsinkelse skyldes, at han mp stride sig frem til fods og pr. kane på drøje og trælsomme landture, fordi han mangler benzin til sin lille bil, så kan man godt – med lægerne – blive noget bitter over, at der stadig er benzin til de store benzinslugende lastbiler, medens lægernes kørsel må indstilles, skønt det her drejer sig om menneskers liv og helbred.
Vi har i dag søgt at komme i forbindelse med læge dr. med. J. Jessen, en af Kolding-lægerne, der har en stor landpraksis, men det var os ikke muligt. Dr. Jessen er på farten de fleste af døgnets timer, og navnlig efter at hans benzintildeling for nogle dage siden slap op, er det rent galt. I stedet for må vi tale med den bekymret og ængstelig lægehustru, der må svare for sin mand og fortælle lidt om, hvordan en Kolding-læge i disse tider må bjærge sig igennem til sine patienter.
Selv om min mand kører en meget benzinsparende lille bil, så har han nu ikke mere benzin tilbage af de 90 liter, han fik den 21. januar. Hvor længe det varer, før han igen får benzin, ved ingen vist med bestemthed, men det bliver nok først en gang i næste måned. Han har søgt både på Politikontoret, hos politimesteren og i Benzinnævnet, men alle steder har han fået at vide, at der ikke kan gives mere benzin – og der anvises den udvej, at min mand kan lade sin bil påmontere en generator. Men en sådan kan jo slet ikke anvendes til den megen kørsel i byen og i periferien. Derfor tænker min mand på at få en elektrisk bil til bykørslen og en generatorbil til landpraksis.
En droskevogn eller en taxa er det ofte næsten en nådesag at få om dagen, da de jo kun får tre liter benzin om dagen, og om nattet er det lige ved at være en umulighed. Så har de opbrugt deres ration og kan ikke påtage sig at køre mere. […] I dag og i de kommende dage må min mand ordne sig på den måde, at der ved de landbesøg, hvor han tilkaldes, holder kaner parat og venter på ham. Så holder kanerne og venter, efterhånden som han når frem. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. februar 1942.
