1942 – Bomber i aftes over Ladelund

To huse beskadigede, men ingen sårede. Engelsk bombemaskine styrtet brændende ned ved Mejlby.

Ved 22.30-tiden i aftes er der ca. 200 meter syd for Ladelund Landbrugsskole samtidig faldet to engelske sprængbomber og en del brandbomber. Bomberne faldt ca. 20 meter fra købmand Ejnar Sørensens hus, der blev stærkt raseret ved eksplosionerne. Flere store træer blev revet op med rode og slynget ind i haven. Også fhv. landbrugslærer Konradis ejendom, der ligger lidt længere fra eksplosionsstedet, blev beskadiget, idet føre og vinduer sprængtes ved lufttrykket.

Købmand Sørensens ejendom, en 1-etages beboelsesbygning, blev så stærkt beskadiget, at familien straks måtte rykke ud og søge husly hos en nabo. Der er ikke en hel rude i huset, alle døre og vinduesrammer er sprængt, skillevægge og gibsdække revet løs ydermurene, ligesom hele tagværket er sprængt. En mindre bagbygning er helt væltet og har sammen med de store træer taget betydeligt af for beboelseshuset, der sikkert ellers ville være faldet fuldstændig sammen. […]

Flyvemaskinen styrtet ned

Den flyvemaskine, som menes at have kastet bomberne ved Ladelund, er antagelig blevet ramt enten af en anden flyvemaskine eller af luftforsvaret, idet den styrtede brændende ned ved Mejlby ved Lintrup. Besætningen, 5-6 mand, er sprunget ud med faldskærm. En af dem blev i morges fundet i Skærbæk Møllegaard og en anden i Villebøl. Begge var udskadte.

(Eftertryk forbudt)

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. oktober 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar