1942 – Brandbomber

Ved luftangreb vil et af flyvernes hovedformål være at fremkalde brande. Midlerne hertil er forskellige – der anvendes f.eks. elektronbrandbomber, fosforbrandsten, brandplader og branddunke, også kaldet brandstiftende blikbeholdere. Det vigtigste middel til fremkaldelse af brand er elektronbrandbomberne. De bryder i brand ved anslaget og må bekæmpes hurtigst muligt og effektivt. Der bør derfor i alle ejendomme være en mand, der har gennemgået et luftværnskursus og set demonstrationer af slukning af brandbomber uanset om ejendommen er husvagtpligtig eller ej, og de nødvendige slukningsredskaber bør være til stede i enhver ejendom, både i by og på land.

En brændende brandbombe slukkes bedst ved tildækning med sand – helst let fugtet. Derefter opsamles de tildækkede, glødende brandbomberester ved hjælp af en skovl i en spand og fjernes. Fosforbrandsten og brandplader udspredes fra flyvemaskinerne over terrænet. Bliver de liggende upåagtet, vil luftens og solens påvirkning få dem til at bryde i brand, hvorved de vi kunne fremkalde omfattende brande (gårde, marker og skove). Konstaterer man sådanne brandmidler, må man uden at berører dem med hænderne straks samle dem op, idet man anbringer dem under vand. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. maj 1942

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar