1942 – Det kan nok betale sig at bruge høkasse i husholdningen

Gasforbruget kan sættes ned, men på den anden side kan anvendelsen overdrives, så grøntsagernes vitaminindhold går tabt.

Efterhånden er det vist gået op for de fleste husmødre, at gasrationeringen ikke er så stram, som man havde ventet, og mange har gjort den opdagelse ved aflæsning af måleren, at der egentlig godt kunne have været brugt mere gas. Men så kan der måske være andre steder, hvor det virkeligt kniber, og hvor husmoderen vanskeligt kan få lavet det, hun tidligere anvendte gassen til. Heldigvis er der en god, gammeldags indretning, der hedder en høkasse, og som virker ens altid på trods af gasrationering og andre nedskæringer. En høkasse må jo være aktuel nu som aldrig før!

Ikke god til kød

“Det er også en ganske storartet ting”, siger fru overtjener Hejbøl, der er medlem af Husmoderforeningens bestyrelse. “Og den kan anvendes til mange ting, dog synes jeg ikke, den er heldig til kød. Det bliver ikke godt. Jeg har forsøgt det, men jeg syntes, det mislykkedes. Kødet blev ikke stegt, men stod og kogte. Men derimod til mælkemad og til kartofler. Jeg bruger den selv hver dag til at koge kartofler i. Det er så let, og lige sådan om vinteren til mælkemad, som man jo ikke lavet meget af nu. Jo, en ting mere man ikke skal bruge den til nu – suppe, fordi man risikerer, den står og bliver sur”.

Hvordan laver De en høkasse til?

“Jeg fylder den simpelthen ud med hø og slår et stykke sækkelærred rundt langs kanten, så det kan hænge ned over. Så undgår man at have høet til at ligge over hele køkkengulvet; sækkelærredet holder godt sammen på det hele. Øverst lægger jeg en pude, der er lavet af papir. Avispapir som er krøllet godt sammen, så det er blevet blødt. Det har jeg inde i et betræk af stof. Og allerøverst et trælåg, der slutter tæt”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 22. juli 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar