1942 – Flere “arbejdsløse” arbejdsløshedskasser

Arbejdsløshedstallet gået ned med 1.200 på 2 uger.

Den forårsoffensiv, solen har indledet, har allerede givet sig udslag i betydelige resultater, hvad beskæftigelsen angår. Vi omtalte i sidste uge, hvorledes arbejdsløshedstallet i de 24 kommuner under Kolding Arbejdsanvisningskontor var gået 500 ned på én uge, men i den sidste uge er denne rekord dog langt overfløjet. Arbejdsløshedstallet er nu under 1.000, mod 2.200 for blot to uger siden. Hovedparten af de ledige er arbejdsmænd i Kolding samt en del kvinder i industrien.

Foruden Ødis, der først kunne melde om “arbejdsløs” arbejdsløshedskasse, er kommet nye kommuner til, hvor denne glædelige form for arbejdsløshed har vundet indpas, nemlig Hjarup, Sdr. Stenderup og Taps. I Egtved, Harte, Lejrskov, Viuf-Alminde, meldes der om 1 arbejdsløs hvert sted, og i Vester Nebel og Vejstrup om 2 og 3 arbejdsløse. I kommunerne er der tilsammen kun 66 ledige landarbejdere, og de vil formentlig snart komme i sving også, om ikke før så i tørvesæsonen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. april 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar