1942 – Fra den svenske presse i juli:

Tusinder af sårede tyskere føres nu til Norge og anbringes på norske sygehuse. Okkupationsmagten har givet ordre til, at nordmænd, der ligger på hospitalerne, skal overflyttes til skoler og andre lokaler, som stilles hospitalsmyndighedernes disposition. Så godt som alle sygehuse i det indre af landet og i Nordnorge er rekvireret for tysk regning. I bekendtgørelser i de norske blade meddeles det, at der ikke kan tages imod patienter indtil videre. Der råder stor mangel på hospitalsudstyr, lægemidler og øvrige remedier til de i hast indrettede provisoriske sygehuse.

Rederiudvalgets stillingtagen til Terbovens opfordring til de norske redere om at underskrive en erklæring om positiv indsats blev et kvart afslag. Redernes skrivelse, hvorom seks af de syv udvalgsmedlemmer var enige – kun præsidenten for det nye rederforbund, skibsreder Stenersen, var af en anden mening – blev overleveret den 24. juni, men det svar, som Rigskommissariatet var blevet lovet inden to dage, kom ikke. I stedet meddeltes, at sagen var udsat på ubestemt tid.

Flere hundrede norske forældre har i skrivelser til ministeren for Arbejdstjeneste og Idræt protesteret imod børnenes indkaldelse til ungdomstjeneste. I indkaldelserne trues med strenge straffe for såvel forældre og børn, såfremt børnene ikke indfinder sig. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 30. juli 1942, nr. 10, årgang 1.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar