Førerhovedkvarteret, R.B.
Værnemagtens overkommando meddeler:
Angrebet på Sevastopol førte i går til afgørende resultater. De tyske infanteridivisioner, der var sat ind i det nordlige afsnit af fæstningsfronten, gennembrød fjendens sidste forsvarslinker, der har været holdt nede ved stærk artilleriild og indsats af flyvemaskiner, og nåede over en bred front ud til Severnajabugten over for byen Sevastopol. Derved faldt hele den nordlige del af fæstningen, bortset fra et kystfort i det sydvestlige afsnit, i vore hænder efter 12 dages hårde kampe. Indtagelsen af dette sidste støttepunkt er forestående. Fortvivlede modangreb fra Sovjetrussernes side blev bragt til at bryde sammen.
På den sydlige del af fæstningsfronten kastede rumænske tropper efter hårde kampe fjenden ud af vigtige stillinger.
Antallet af fanger og størrelsen af byttet i tiden fra den 7. og 17. juni er steget til 7.585 fanger, 20 tanks, 68 kanoner og et panserbatteri. I svære enkeltkampe blev 1.288 jord- og betonstillinger erobret, og 46.289 miner blev opsporet og tilintetgjort.
På den øvrige østfront skrider rensningen af området bag fronten videre. Flere lokale sovjetrussiske angreb er blevet afvist. Ved Ishavskysten blev havområdet i Murmansk og Jokonga bekæmpet med bomber af svær kaliber, og et handelsskib på 6.000 brt. blev sænket. Et andet stort fragtskib blev beskadiget.
I Nordafrika blev fjenden kastet videre mod øst. Tyske og italienske tropper har indesluttet fæstningen Tobruk. Ved ødelæggelsen af talrige modstandsreder blev der taget yderligere 1.000 briter til fanger, 10 tanks blev ødelagt, og et stort krigsmateriel samt en stor forsyningskolonne blev erobret. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. juni 1942.