Programmet for i år: Holde det, som må holdes – angribe, hvor det er nødvendigt.
Berlin, RB.
Rigskansler Adolf Hitler talte i aftes i Berlins Sportspalads i anledning af åbningen af den nye Vinterhjælp. Til mødet havde indfundet sig en række fremtrædende personligheder, blandt hvilke særlig generalfeltmarskal Keitel og den øverstbefalende over aksetropperne i Nordafrika, generalfeltmarskal Rommel, hilstes med stormende jubel af forsamlingen, der talte mange tusinde mennesker. Rigskansler Göbbels aflagde til at begynde med en beretning om krigsvinterhjælpen i det forløbne år.
I sin tale erklærede Hitler bl.a.:
Vor tro er, at vi må slå fjenden indtil den endelige sejr, og at dette vil ske. Stalingrad vil blive indtaget. Modstanderne kan stole herpå. Året 1942 ligger bag os. I mine øjne den mest skæbnebetonede prøvelse for det tyske folk, nemlig vinteren 1941-42. Jeg tør vel nok sige, at i den vinter er det tyske folk og særlig dets værnemagt blevet vejet af forsynet. Noget værre kan og vil ikke komme mere. Det var en meget tung og meget hård prøvelse. Til trods herfor er vi ikke alene kommet over denne yderst tunge tid, men det er endog lykkedes os at nyopstille eller formere de angrebsdivisioner, som skulle indlede den fortsatte offensiv. Denne offensiv forløber nu ikke således, som vore modstandere måske havde tænkt sig. Jeg tror, vi kan, når vi ser tilbage, være tilfreds med de tre år, som ligger bag os.
Programmet for i år:
“For dette år har vi tilrettelagt os et meget simpelt program:
- Under alle omstændigheder at holde det, som må holdes. Det vil sige lade den anden løbe storm, hvor vi ikke slev agter at gå frem, jernhårdt at holde stillingen og afvente, hvem der nu først bliver træt her.
- Ubetinget at angribe dér, hvor angreb under alle omstændigheder er nødvendigt. Vort mål er ganske klart: tilintetgørelse af den højre arm af denne internationale sammensværgelse af kapitalisme, plutokrati og bolshevisme” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. oktober 1942.