1942 – Koldingenser faldet på Østfronten

Løjtnant Ejnar Thorup dræbt den 6. ds.

Til Kolding kom i går meddelelsen om, at en tidligere Koldingenser, student fra Kolding Almenskole, løjtnant i den danske garde, Ejnar Thorup, er død på Østfronten den 6. ds., 30 år gammel. Ejnar Thorup deltog i krigen som flyver, men de nærmere omstændigheder ved hans død kendes ikke af hans nærmeste.

Ejnar Thorup var søn af mangeårig praktiserende læge i Kolding, Thorup, der i 1931 flyttede til Thurø. Efter at have taget studentereksamen gik han militærvejen og blev løjtnant i garden. Han uddannedes som militærflyver.

Kort efter at den finsk-russiske Vinterkrig brød ud, rejste han sammen med en kammerat via Sverige til Finland for at melde sig i kampen på finsk side mod Sovjetunionen, skønt han på det tidspunkt endnu stod i den danske hær. Han deltog som kampflyver, og om hans og hans kammeraters gloværdige bedrifter er der talt og skrevet mange beretninger. Mange af hans kammerater vil huske ham som en frisk og kæk ung mand med trang og lyst til eventyr, og denne trang til farlige og dristige eventyr fik ham også til at gå ind i denne kamp som flyver.

Ejnar Thorup, der havde sit hjem i København, efterlader sig hustru, der stammer fra Holte, og to små børn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juni 1942

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar