Rommels panserdivisioner angriber og er allerede i kontakt med englænderne.
Det sidste voldsomme luftangreb mod Malta, hvorunder de tyske bombemaskiner gennem 10 timer lod en uafbrudt bomberegn regne ned over La Valettas havn og de britiske fæstningsværker samt angrebet mod Alexandrias havn synes at have været signalet til general Rommel om at sætte sine styrker i bevægelse, udtaler man i militære kredse i London. Man hævder fra Kairo at have modtaget sikre informationer om, at general Rommel, hvis styrker i længere tid har været placeret på en linje fra Mechili østpå over Tmimi til El Gazala ved kysten, i løbet af de sidste dage har foretaget visse omgrupperinger, hvorunder de tyske og italienske stødtropper med flere panserdivisioner i spidsen er blevet anbragt på fløjene. Panserdivisionerne – der nævnes tallet 3 – to tyske og en italiensk, har allerede sat sig i bevægelse og deres fortropper opnåede i gårsdagens løb kontakt med de britiske styrker. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. april 1942.