1942 – Nye indskrænkninger i trafikken i Tyskland

Det gælder denne gang godstrafik, der ikke er ubetinget nødvendig for hær og rustningsindustri.

Til de tidligere indførte stærke begrænsninger af persontrafikken føjer en officiel meddelelse i aften, at trafiksituationen nu kræver en formindskelse af al godstrafik, der ikke er ubetinget nødvendig for hæren og rustningsindustrien. Som følge heraf har erhvervsministeren pålagt industrien begrænsninger i anvendelsen af de offentlige trafikmidler. Disse begrænsninger omfatter også stykgods og forsendelser med posten. Denne regulering gælder både for jernbanerne, lastbiltrafikken og skibsfarten med den tilhørende betydelige pramfart på Tysklands floder og kanaler.

Den nye regulering viderefører således bestemmelser, der blev udstedt for et par måneder siden, og som forbød al godsforsendelse or. jernbane, f.eks. mellem Berlin og alle byer ved Rhinen, Elben, Oder og Weichsel. I det øjeblik pramfarten fandtes, måtte banerne ikke bruges. Som det vil ses, bliver trafikken pr. køl nu også begrænset af den nye forordning.

I øvrigt har departementschef Landfried netop talt om trafikken. Han fremhævede, at det gjaldt om at sørge for, at det vitale gods blev befordret hurtigst muligt. Derfor måtte hver enkel tysker også i sit forbrug pålægge sig selv begrænsninger. Endelig skal ladning og lodsning foregå i hurtigste tempo […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis , 7. juni 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar