1942 – Sct. Nicolaj Kirkes sognepræst døde i nat

Pastor Benedict Nordentoft er i nat pludselig død i sit hjem efter et hjerteanfald, næsten 70 år. Dette dødsfald, som vil vække den dybeste medfølelse i mange koldingensiske hjem, kom som en smertelig overraskelse. Ganske vist havde pastor Nordentoft i de sidste år været svagelig og havde nylig efter læges råd søgt en hjertespecialist i København, hvorfra han for nogle dage siden vendte hjem. Det var ved denne undersøgelse blevet klart, at pastor Nordentofts sygdom var alvorlig.

Hjertet var stærkt medtaget. Under opholdet i København havde han haft et ildebefindende, som havde ængstet ham, og han var også ængstelig for, at han ikke skulle kunne tåle jernbanerejsen hjem. Det var af lægen blevet ham pålagt at spare sig for arbejde foreløbig; men alligevel havde ingen, vistnok heller ikke ham selv eller hans nærmeste, troet, at det var døden. Men det viste sig, at løbet var til ende. I går havde Nikolaj Kirkes gamle sognepræst sin sidste dag og sin sidste aften blandt sine kære i hjemmet ved søen. I de første nattetimer var han udsat for smertefulde anfald, men var dog stadig ved bevidsthed og ved et-tiden bristede det svare hjerte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. december 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar