1942 – Slotsmøllen fik 68 pct. af normalt bygforbrug

Det kniber med kapsler. Udbyttet 7 procent.

A/S Slotsmøllens Fabrikker holdt lørdag eftermiddag generalforsamling i Industriforeningen. Formanden, konsul Oscar Christensen, bød velkommen. Til dirigent valgtes bankdir. Høwinghoff-Petersen, der gav ordet til direktør Færch, der aflagde følgende beretning:

“Det forløbne driftsår har været præget af de vanskeligheder, hvorunder bryggerierne for øjeblikket arbejder. Jeg tænker her bl.a. på, at vi kun fik tildelt ca. 74 pct. af den byg, vi normalt bruger, og at vi af denne tildeling endog igen har måttet aflevere en tolvtedel, således at vor virkelige tildeling kun androg ca. 68 pct. af vort normalforbrug. Der har også været vanskeligheder med fremskaffelsen af andre råvarer, men det er gået nogenlunde på grund af de ret store beholdninger, vi lå inde med. For øjeblikket er det særligt crown-cork, der er galt med. Tilførslerne af materiale til fremstilling af disse er meget små, så det er blevet nødvendigt at bruge genoprettede crown-cork, der bliver steriliseret og forsynet med nye korkskiver af aluminiumsindlæg.

Som fælge af, at vi ikke har kunnet disponere frit med hensyn til vore bygindkøb, har vi måttet rationere vore gamle kunder og sige nej til de nye, der meldte sig. Da det er meget småt med udenlandsk vin og spiritus, og beskæftigelsen i det forløbne år har været relativ god, har vi – trods den regnfulde sommer – haft let ved at afsætte alt det øl, vi på nogen måde har kunnet fremstille af vor byg-tildeling. Vort mineralvandsag viste atter en betydelig fremgang, som vi håber må fortsætte i det kommende år. […]

Vi har i driftsåret opnået et efter forholdende ret tilfredsstillende resultat, så vi atter i år er i stand til at udbetale 7 pct. i dividende. Ølskatten og omsætningsafgiften har i år andraget 320.578 kr. […]

Udenlandsk brændsel har vi ikke modtaget meget af, så vi har væsentligt måttet klare os med tørv og brundkul. Af hensyn til mørklægningen og for at spare på lys og brændsel har vi atter i vinter ændret arbejdstiden, så der kun holdes ½ times frokost i stedet for den normale middagspause.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. november 1942

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar