L. A. B. vil iværksætte et nyt fremstød – 28.000 kr. til spildindsamlerne i fjor.
Så snart den værste frost er overstået påtænker L. A. B. i Kolding at foretage et nyt fremstød på spildindsamlingens område. Ved personlige henvendelser fra spildindsamlerne eller måske byens spejdere, vil L.A.B. søge kontakt med samtlige byens husstande for at få dem inddraget under spildindsamlingen. I en samtale oplyste købmand Thomsen på L. A. B.s kontor i går, at man har kortlagt hele byen og ligger inde med fortegnelse over alle Koldings husstande.
Vi kan få dobbelt så meget spild.
“Det er så meningen, fortæller købmand Thomsen – at få hver eneste husstand gjort interesseret i indsamlingen af spild, så der kan træffes aftale med husmødrene om, hvor, hvornår og hvordan afhentningen af spildet skal foregå. Vi besøger endnu lang fra alle husstande i byen, men hvis vi kunne få dem alle sammen med, vil jeg tro, at vi kan komme op på et kvantum spild, der er mindst dobbelt så stort som dét, vi i øjeblikket indsamler. Og det siger ikke så lidt! I det forløbne år indsamlede vore spildfolk nemlig ca. en halv million kg. vådt spild, og 7-8 spildindsamlere var beskæftiget året rundt. I løn fik de tilsammen i 1941 udbetalt 28.000 kr., og deres gennemsnitsgage lå på omkring 3.700-4.000 kr. Hvis vi nu får held af vort nye fremstød, vil det også sige, at der kan komme dobbelt så mange spildindsamlere i gang.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 1. februar 1942.