1942 – Vi skal have luftværn i omegnskommunerne

Et møde i går i Kolding for repræsentanter for landkommunerne

Kolding Luftværnsforening havde i går indbudt kommunalbestyrelser, brandfogeder, sognefogeder og lærere fra det nærmeste opland til et måde på Rutebilcaféen. Formanden, overlæge Djørup, bød velkommen og udtalte, at hensigten med mødet var få lejlighed til at give lidt oplysning om de forskellige luftværnsforanstaltninger, der fuldstændig mangler på landet. Da det siden 9. april 1940 har vist sig, at mange bomber er faldet på landet, har man ment, at det ville være på sin plads at få oprettet såkaldte hjælpekolonner i landsbyerne.

Disse kolonners størrelse skal være på 10-12 mand i byer med under 500 indbyggere. Luftværnets betingelse for disses oprettelse er, at de:

  1. står under politiet
  2. står under direkte kommando af en luftværnsleder
  3. at de kun træde i funktion efter ordre fra politimesteren

De skal bestå af 4 tjenestegrene, nemlig 1) politi, 2) brandvæsen, 3) sanitet og 4) den tekniske tjeneste. Da Dansk Luftværnsforening henvendte sig til Indenrigsministeriet om at få en sådan tjeneste oprettet, gav ministeriet sin tilladelse hertil, såfremt det blev en frivillig tjeneste og uden udgift for det offentlige. Dog skal de forskellige sogneråd betale de nødvendige rekvisitter.

For hver by skal der udnævnes en luftværnsleder, og denne mand bliver så sendt på et 2 dages kursus, betalt af Dansk Luftværnsforening. De øvrige medlemmer af kolonnen står så under hans kommando og er pligtig til at møde, når han forlanger; dog kan man trække sig tilbage med en måneds varsel.

Endvidere talte politikommissær Kleberg, der kraftigt og manede betonede, at disse foranstaltninger i høj grad var påkrævet i den nuværende situation, og navnlig her på egnen. I Sønderjylland havde man dem ikke ved det sidste bombardement natten mellem 18. og 19. august, og så sent som den 14. september modtog Kolding Politistation anmodning om rydningshjælp til en af de bomberamte ejendomme. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. oktober 1942

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar