I Kolding Kriminalret fortsatte domsmandsretten lige til kl. 18½ i aftes behandlingen af sagen vedrørende branden på Hørfabrikkens lager på Kolding Sydhavn. Som tiltalt oplyste direktør Ejnar Petersen, at han et par gange havde set vognmandens lastbil på lageret ved havnen, og han havde spurgt chaufføren, om det ikke var farligt at køre ind, hvad chaufføren ikke mente. Direktøren havde udfærdiget skriftlige forholdsregler vedrørende generatorbilens læsning med brandbart materiale.
Lagerforvalteren, Beck, oplyste som vidne, at han ingen ordrer havde givet om, at lastvognen skulle køre ind for at læsse af. Han havde en dag mødt vognmand Rud. Jensen, der havde sagt, at det vist var farligt at køre ind og at han derfor intet ansvar ville tage. Det havde forvalteren heller ikke villet. Han havde ikke fået talt med direktøren om det, hvad vognmanden ellers havde opfordret ham til. […]
Ved 2-tiden i eftermiddags faldt dommen. Direktør Ejnar Petersen idømtes 400 kr. i bøde. Vognmand Jensen 200 kr. og chauffør Schmidt 100 kr.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1943.