Med Hans Majestæt Kongens billigelse har regeringen og rigsdagens samarbejdsudvalg med tilslutning af de samarbejdende partiers rigsdagsgrupper udsendt følgende opråb:
Under den tyske besættelse, der nu varer på fjerde år, har det været uundgåeligt, at der af og til er opstået visse gnidninger. Selve besættelsens langvarighed fremkalder en større modtagelighed overfor formodede fornærmelser og stigende utålmodighed og irritation i befolkningen. I den sidste tid er der indtrådt begivenheder af faretruende karakter. Sabotage er øvet i stigende omfang, demonstrationer er forekommet forskellige steder, og der er gjort forsøg på at bringe jernbaner og offentlige værker til standsning. En fortsættelse af sådanne tilstande vil være af ødelæggende virkninger for danske samfundsforhold. Tilførsler af levnedsmidler og brændsel vil blive hæmmet, og der vil opstå alvorlige forstyrrelser af den ordnede produktion til skade for hele befolkningen.
Skal det lykkedes at føre dansk folkestyre og samfundsliv frelst gennem krigens ulykker og farer, er befolkningens medvirken hertil nødvendig. Med denne dybt alvorlige situation for øje retter regeringen og samarbejdsudvalget med tilslutning af de samarbejdende partiers rigsdagsgrupper en indtrængende opfordring til den danske befolkning om ikke på nogen måde at udæske til eller lade sig udæske til uoverlagte handlinger, men bevare ro, besindighed og sammenhold. Enhver, der ønsker, at dansk styre i landet skal bevars, må føle det som sin pligt i alle forhold at bidrage til, at lovordnede tilstande fortsat kan opretholdes. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1943.