Efter nytår skulle vi have gulvet i havestuen slebet af og poleret op. Vi havde fine bonede parketgulve. Om aftenen den 17. januar 1943 gik fruen og jeg og ryddede møbler ud, da maleren skulle komme næste dag. Pludselig hørte vi flylarm og skud. Lyset blev slukket i en fart, for mørklægningsgardinerne var ikke trukket ned. Få sekunder senere stoppede motorlarmen, og vi hørte braget, da flyet styrtede ned i nærheden. Alle gik ud i gården, og et øjeblik efter kom en person hurtigt gående ind i gården. Det var 1. piloten, som var kommet ned i faldskærm i nærheden af gården. Han ville vide, hvor langt der var til Sverige, men da skovrideren fortalte, at han både skulle over Storebælt og Øresund, opgav han at prøve. I øvrigt lå der et lag nysne, så han ville være alt for let at spore.
Han gik med ind og fik lidt mad og kaffe, inden han blev hentet af det danske politi efter ca. 2 timer. At det varede så længe, skyldtes skovriderens uvilje mod at ringe til politiet. Der var ekstra klokke på telefonen, og jeg undrede mig over, at vi ikke hørte den. Der gik nok tre kvarter, hvorefter skovrideren kom ind i stuen og sagde til piloten: »Jeg kan ikke ringe. Vil du ikke prøve, om du kan klare det?« Den den unge pilot mente ikke, han havde en chance, ukendt som han var med forholdene, sneen ville jo røbe, hvor han gik hen. Ca. en halv time efter opringningen kom 2 tyske soldater og en dansk vejviser og hentede ham.
Tjenestepige Annelise Jensen om nedstyrtet engelsk flyvemaskine i januar 1943
Kilde: “Mit år som enepige på Skovriddergården i Sdr. Stenderup”, Erindringer af Anneline Jensen (1995) trykt i Koldingbogen 1995