Dag efter dag siden 29. august er de danske militærdepoter blevet plyndret og en uendelig række af vore egne jernbanevogne blevet ført mod syd. Man kan regne med, at tyskerne hidtil har tilranet sig krigsudstyr, materiel, uniformer, møbler, motorkøretøjer og vogne, dækketøj og sanitetsvarer m.v. til et beløb, der i hvert fald overstiger 500 millioner og som nærmer sig milliarden. Det viser, hvilken betydning det ville have haft, om hæren den 28.-29. august havde fulgt flådens eksempel og ødelagt sine lagre og depoter. Nu tjener vort materiel til at forlænge krigen!
Naturligvis har værnemagten heller ikke ved denne lejlighed kunnet overholde internationale regler og overenskomster. I Genferkoncentionen af 27. juli 1929, som også er tiltrådt af Tyskland, hedder det således: “De bevægelige sanitetsformationer, hvilke de så end er, skal, hvis de falder i fjendens hænder, bevare deres materiel, deres transportmidler og deres førende personel”.
Nu er ALT hærens sanitetsmateriel udelukkende bestemt til brug for hærens bevægelige sanitetsformationer, efter at de faste lazaretter er projekteret overtaget af civile myndigheder, men naturligvis har værnemagten gennemtvunget en udlevering af både depoter, lastbiler og endog af feltlazaretter, der sorterede under Røde Kors, men var anbragt hos hæren. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad, ´’Frit Danmark, nr. 8, 2. årg., 12. november 1943.