1943 – Reparations-central for tøj fra mindre bemidlede hjem

Og husmoder-afløsning til de samme hjem

Danske Kvinders Samfundstjeneste i Kolding opretter nu en reparationscentral for tøj fra mindrebemidlede hjem.

Arbejds- og Socialministeriets Beskæftigelsescentral har godkendt tøjreparationscentraler som beskæftigelses-foranstaltning for langvarigt arbejdsløse kvinder, og Staten betaler hele arbejdslønnen til de ledige syerske, der beskæftiges herved, plus 20 pc.t heraf til hjælp til de øvrige omkostninger. I Kolding er der foreløbig antaget tre syersker efter henvisning fra Arbejdsanvisningskontoret. Kommunen har stillet lokale til rådighed i guldsmed Guldbrandsens tidligere forretning på Rendebanen og yder tillige lys, brændsel og et mindre beløb til startomkostninger.

Samfundstjenesten, vis formand er fru læge Hvidt, har ladet lokalet istandsætte. Håndværkerne har udført arbejdet enten gratis eller meget billigt af hensyn til det gode formål. Ganske vist står bygningen foran nedrivning, og borgmesteren har kun lovet Samfundstjenesten lokalet til april flyttedag, men man håber så at kunne få et andet lokale.

Det udvalg, der arbejder med sagen, består fru købmand Carl Petersen (formand), fru mejeriejer Beck, fru postmester Baastrup, fru læge Junge Petersen, fru vognmand Harboe og fru restauratør Hejbøl. På mandag, tirsdag og onsdag kl. 10-15 vil centralen være åben for indlevering af tøj. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. marts 1943.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar