Også englændernes fremmarch er standset
Berlin, RBH. Internationale Information meddeler:
Ifølge en melding fra kampområdet på Sicilien opnåede de tysk-italienske angrebstripper søndag eftermiddag yderligere vigtige resultater mod de britiske landgangstropper på østkysten og særlig mod de amerikanske landgangsstyrker på sydkysten. Her lykkedes det de italienske indkredsningsreserver vest for det af amerikanerne dannede brohoved at standse de amerikanske styrker, som ville støde frem mod øens indre, og i heftige kampe at kaste dem tilbage til kysten. I disse kampe led fjenden store tab.
Samtidig gennemførte tyske tropper øst for dette brohoved en operation med lige så godt resultat. Også her blev amerikanerne efter heftige kampe føleligt slået og måtte i hast trække sig tilbage. Ved kraftig forfølgelse lykkedes det de tyske tropper at forhindre, at amerikanerne satte sig fast til videre modstand, og at kaste de fjendtlige tropper i havet. Amerikanernes bestræbelser på at opnå forbindelse med deres transportenheder strandede, da der ved de tyske og italienske bombe- og ødelæggelsesmaskiners angreb var blevet tilintetgjort betydelige dele af landgangs- og transportflåden. Også på østkysten blev et af britiske tropper dannet brohoved indsnævret så meget, at kystområdet allerede beskydes af let italiensk og tysk artilleri. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. juli 1943.