Tre dræbte og 25 sårede, alle danskere – færgen brændte op udenfor Korsør. Færgefarten indstillet i dag
I eftermiddags ved 14.30-tiden, da Storebæltsfærgens SJÆLLAND var på vej med rejsende fra Nyborg til Korsør, skete der ca. 20 minutters sejlads fra Korsør en voldsom eksplosion i agterskibet. Man formoder at en tidsindstillet bombe har været anbragt under vogndækket. Ved eksplosionen slog flammerne højt op, og en halv snes personer, alle danske, blev mere eller mindre alvorligt forbrændt. Gennem radioen blev der givet meddelelse til Korsør om at have redningsmateriel parat, og ved færgens ankomst var der mødt ambulancer og brandvæsen. De sårede blev bragt til Korsør Sygehus, og brandvæsenet gik i gang med at bekæmpe ilden, der efterhånden havde fået godt fat. Der blev tilkaldt brandvæsen fra Slagelse og Skælskør. Kl. 15.45 skete der en ny eksplosion ombord på færgen. Tre mand af redningsmandskabet blev dræbt, to Falck-folk og en brandmand og 12-15 personer blev kvæstet. Ilden rasede over hele færgen og fængrede bl.a. i olietanken. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. november 1943.