1943 – Undtagelsestilstanden i København

En vejledning fra politidirektøren

Politidirektøren i København meddeler:

Efter forhandling med de tyske myndigheder i København kan følgende regler meddeles til vejledning for den københavnske befolkning:

Lukketiden for beværtninger, teatre og biografteatre er kl. 20. Kl. 21 skal alle være inden døre, og ingen må færdes på gaden i mørklægningstiden, med mindre de er i besiddelse af en særlige tilladelse – passértilladelse (om særlige regler for tjenestemænd, luftbeskyttelsespersonel m.v. se nedenfor).

Al butikshandel – også gadehandel med is, pølser og andet – skal ophøre kl. 18.

Sporvogns- omnibus- og trolleyvognkørsel ophører kl. 20.45. På dette tidspunkt skal passagerer have forladt vognene. Tomme vogne kan efter dette tidspunkt køre til garagerne. Den normale S-togstrafik ophører kl. 21. Efter dette tidspunkt udsendes kun et tog i timen på hver strækning. Samtlige jernbanepassagerer, der efter kl. 21 ankommer til jernbanestationer beliggende mellem Hvidovre og Hellerup, transporteres ved Statsbanernes foranstaltning til Hovedbanegården. […]

Ved politiets foranstaltning indrettes et registreringskontor for udfærdigelse af de særlige passértilladelser. Kontoret indrettes i Folkeregistret, Gyldenløvesgade 15. […] Politiets, brandvæsenets, redningskorpsenes, luftbeskyttelsestjenestens samt hospitalernes tjenestevogn kan uhindret køre døgnet rundt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. august 1943.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar