1943 – Vikingeskibet i Eltang Vig

Sagkundskaben om det interessante fund

Da Nationalmuseet startede sin ekspedition til Middelalder-skibet på bunden af Kolding Fjord, var civilingeniør Knud E. Hansen med i sin egenskab af særlig skibsbygningskyndig ekspert og rådgiver for Søfartsmuseet på Kronborg. Det kan fastlås, at Knud E. Hansen er en af vore fineste eksperter på dette område, måske den kyndigste, vi har. Det viste sig da også, at Nationalmuseets direktør, dr. phil. Poul Nørlund i ét og alt støttede Knud E. Hansens teorier om Rebæk-skibet. Derfor er det også af interesse at høre hans udtalelser om Eltang-skibet.

Da vi i formiddags talte med Knud E. Hansen, kendte han kun fundet i Eltang Vig fra bladenes omtale og havde endnu ikke modtaget fotografier eller nærmere enkeltheder. “Det er imidlertid umådeligt interessant at høre om dette skibsfund”, sagde Knud E. Hansen, “og jeg ville være meget glad for at assistere ved udgravningen af det, hvis man ønskede min hjælp. Det lader til, at egnen er overordentlig rig på fortidsminder. Fundene på Koldinghus-Museet vidner jo også om en meget trafikeret plads. Forhåbentlig lykkes det nu at finde så meget bevaret af skibet, at man kan lave en rekonstruktion. Kronborg-Museet og jeg selv er meget interesseret i dette nye skibsfund”.

Tror De, at der er tale om et vikingeskib?

!Hvis der i spanterne er fundet huller, som viser, at bordene (sideplankerne) har været bundet til spanterne med vidjer, er det givet, at skibet er fra vikingetiden eller endnu ældre. I den tidlige middelalder brugte man nagler i stedet. På vikingeskibene har sideplankerne altså surret fast til spanterne og indbyrdes nittet sammen eller klinket. I modsætning hertil var oldtidens skibe helt “syet” sammen, både sideplankerne til spanterne og sideplankerne indbyrdes. På oldtidskibene findes der også en udhulet køl, der minder om den første båd, den udhulede træstamme. Men det er der næppe tale om her. Når kølen er opmålt til femten meter, har skibet formentlig mål en snes meter fra stævn til stævn”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. december 1943.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar