Da sirenerne vækkede Koldingenserne kl. 2.24 i nat, troede de fleste vist, at den konstante hyletone betød afvarsling, og at de havde sovet trygt og roligt under luftalarmen. Der lød imidlertid endnu to sirenehyl, altså alarmtilstand. Der var den første natlige alarmtilstand i Kolding, og den varede halvanden time til kl. 3.55. Klokken 5 hylede sirenerne igen, denne gang med den stigende og faldende tone, der varsler luftalarm (eller flyvervarsel, som det nu officielt hedder). Også denne alarm varede halvanden time, nemlig til kl. 6.25. Det var Koldings 46. luftalarm.
Nabobyerne Vejle og Fredericia havde ligeledes alarmtilstand og luftalarm samtidig med Kolding, medens Esbjerg havde to luftalarmer. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1944.