Bomben i Viborg var anbragt i en port mellem to forretninger
I nat kl. 1 lød der et mægtigt brag, som hørtes over det meste af Viborg. En bombe var anbragt i en port i ejendommen Vestergade 10 imellem en stor møbelforretning og en slagterbutik, og da bomben sprang, knustes alle ruder i en halv snes større forretninger i kvarteret. I flere privatlejligheder blev alle ruder i stuerne ud mod Vestergade blæst ud, og glasskårene voldte meget betydelige ødelæggelser, såvel i butikker som i private lejligheder. Ingen mennesker kom til skade ved eksplosionen. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. september 1944.