1944 – Bomberamt gård truet af brand

Drengen tog en håndfuld brændende halm og smed det hen på halmstakken

Da man i formiddags hos gdr. Hans Hvid i Stubdrup var i færd med at brænde noget gammelt halm af i betryggende afstand fra gårdens bygninger, så gårdejerens lille søn sit snit til at gribe en tot brændende halm, og inden man var klar over, hvad han egentlig ville foretage sig, løb han hen til en stak halm, der stod ca. 20 meter fra en af gårdens udlænger, og smed den ved foden af stakken. En af gårdens karle opdagede imidlertid drengens forehavende, men ikke tidligt nok til at forhindre det, og da han nåede hen til stakken, var ilden i den kraftige blæst allerede sprunget rundt om hele stakken. Drengen forlod skyndsomt skuepladsen.

Da stakken som nævnt kun lå 20 meter fra udlængen, nærede man stor ængstelse for, at ilden skulle springe over og antænde bygningen, men faren var dog ikke særlig overhængende, idet vinden bar på langs ad bygningen, der var nyopført og tækket med asbestplader. Alligevel tilkaldte man Falck i Kolding, som i løbet af en timestid fik ilden slukket, men halmstakken var naturligvis ødelagt. Gdr. Hvids ejendom blev som bekendt for et årstid siden ødelagt ved et bombenedslag og er helt nyopført.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. marts 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar