“I har standset fjenden foran Rigets port, men han vil inden længe træde an til nye storangreb”
Berlin, RB.
D.N.B.’s krigskorrespondent på Vestfronten, Alex Schalfuss meddeler:
I forbindelse med en dagsbefaling, der er udstedt af den tyske øverstkommanderende i vest, generalfeltmarskal Gerd von Rundstedt, er modstanden på Vestfronten blevet endnu hårdere. “I har standset fjenden”, hedder det i denne dagsbefaling til de tyske soldater på Vestfronten. Dagsbefalingen, der bebuder tilførsel af reserver, slutter: “Ethvert fjendtligt forsøg på at bryde ind i vort fædreland vil strande på eders urokkelige holdning.”
Kilde: Kolding Folkeblad, 13. oktober 1944.