1944 – Et af Østfrontens største panserslag

Forbitrede kampe efter russernes indbrud i de tyske forsvarslinjer ved Krivoj Rog.

Berlin, STB.

Den russiske offensiv-bølge i det sydlige frontafsnit har i de sidste 24 timer rejst sig med endnu større heftighed end i de foregående dage og har nu også bredt sig til området vest for Kirovograd. Situationen karakteriseres navnlig ved, at panserslaget ved Jampol har udviklet sig til et af de heftigste, som har fundet sted under Østfelttoget i det hele taget. Et lille indtryk af, hvilket omfang dette slag har, får man af den tyske meddelelse om, at russerne i det sidste døgn har mistet 357 tanks alene i dette afsnit.

På det midterste frontafsnit angriber russerne fortsat på de tidligere brændpunkter mellem Beresina og Dnjepr og langs med Smolensk-Orsja-autostradaen, åbenbart i den hensigt at binde de herstående tysk operative reserver. Derimod har kampaktiviteten på Norfronten aftaget i betydning, og stillingen ved Narva kendetegnes nu af tyske modangreb.

På det sydlige frontafsnits østlige kampområde raser for øjeblikket sydvest og vest for Krivoj Rog forbitrede kampe, efter at russerne med talmæssigt langt overlegne styrker er trængt ind i de tyske forsvarslinjer. Fra tysk side er der først indledet en række modforholdsregler for at dæmme op mod det russiske stormløb. I det nye operationsområde vest for Kirovograd er ligeledes stærke russiske styrker sat ind i angrebet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. marts 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar