1944 – Hvis der kommer invasion

i Danmark vil hele landets befolkning hilse de allierede tropper velkommen i forståelse af, at det er befrielsens time, der slår for vort land. Talrige mennesker ønsker at yde de allierede al mulig hjælp for derigennem at gøre en indsats for Danmarks frihed. Imidlertid ønsker Danmarks Frihedsråd på forhånd at advare imod overilede og tankeløse handlinger

Vær på vagt over for falsk alarm!
Den mulighed foreligger, at tyskerne ved at give falsk alarm vil søge at
afsløre de kræfter, der er beredt til at hjælpe invasionstropperne. Det kan også ske, at der i rekognoscerings- eller afledningsøjemed foretages landsætning af mindre allierede styrker på dansk territorium – såkaldte “commando-raids” – der ikke er led i nogen invasion. I begge tilfælde er det ikke blot unyttigt, men direkte skadeligt at iværksætte modstandshandlinger fra befolkningens side. Derfor opfordrer Frihedsrådet indstændigt enhver landsmand til ikke på egen hånd
at påbegynde nogen aktion, men afvente det signal, der vil blive givet af Frihedsrådet
eller gennem Londonradioen. […]

Hvad enhver kan udføre
er at yde direkte og indirekte hjælp til invasionstropperne, hvor de trænger frem.
Meget vigtigt er det under under ingen omstændigheder at flygte. Folkemængder på vejene vil hindre
de allierede luftstyrker i deres angreb på tyske kommunikationslinjer og risikerer i øvrigt
hensynsløs beskydning fra tysk side.

Bliv i Deres hjem! Søger under kamphandlinger dækning i kælderene eller grav forud smalle, dybe zig-zig-grave i haven eller på marken overdækket med et splintsikkert 50 cm. tykt jorddækket tag. Det vil beskytte mod granatsplinter, infanteri- og maskingeværild.

Stil dem i øvrigt til rådighed for invasionstropperne med vejvisning og oplysninger. Hold dem derfor så vidt muligt underrettet om tyske troppebevægelser, befæstningsanlæg og vejspærringer på Deres egn. Vildledende oplysninger til de tyske tropper er også nyttigt; de skal ikke kunne stole på nogen dansk!

Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘Frit Danmark’, nr. 11, 2. årg. februar 1944

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar