2.500 tilskuere til søndagens store lokale sportsbegivenhed
Da bolden i går blev givet til den 52. styrkeprøve mellem de bedste hold fra Kolding Idræts Forening og Kolding Boldklub, var der både spillemæssig og pointmæssig så stor interesse, måske større end nogen sinde, at den samlede på det nærmeste 2.500 tilskuere. Nu er kampen overstået, og sidste uges mange drøftelser om de to holds chancer for kampens points og deres deraf følgende placering i turneringen vil i den kommende uge blive afløst af mindst lige så mange og langvarige drøftelser om, hvorledes resultatet var blevet, om den eller hin chance havde fået en bedre og mere heldig udnyttelse. KB’erne har mærkelig nok aldrig haft fru Fortuna til forbundsfælle i sine kampe med Kolding Idræts Forening, og de vil sikkert mene, at såfremt de havde haft blot en smule medbør i første halvleg, havde de i denne sikret sig et forspring på de bolde, der ramte KIF’s overligger og ene målstolpe, medens KIF’erne sikkert vil hævde, at de i deres overlegenhedsperiode i begyndelsen af 2. halvleg, da de havde sikret sig det første mål, burde havde slået sejren fast i denne periode i stedet for først i de sidste minutter af kampen. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. april 1944.