1944 – Luftværnsforanstaltningerne: Panik må indgås – og undgås kun ved viden

Luftværnsforeningens nye kursus bør alle i de ikke husvagtspligtige områder overvære

Som omtalt har Kolding Luftværnsforening påbegyndt et arbejde for at give beboerne i de områder af byer, hvor der ikke er husvagtspligt, instruktioner i, hvorledes de skal forholde sig i tilfælde af luftangreb. Det første kursus løber af stablen en af de allernærmeste dage, og da man regner med, at der i de ikke husvagtpligtige områder af byen findes et par tusinde mennesker, som man antages at have et ansvar overfor andre personer, vil det jo nok tage nogen tid at komme igennem det hele. Det må dog understreges, at tilslutningen på kursuserne sker alene på frivillighedens grund, man siger politikommissær Kleberg, det har altid vist sigt, at der er stor interesse for dette arbejde, og mange gange har vi efter f.eks. husvagtkursuserne hørt udtalelser om, at deltagerne her havde fået oplysning om ting, som de ikke havde vidst noget som helst om og ikke anet noget om i det hele taget, og som de havde været taknemlig for at få at vide.

Kolding er jo, siger politikommissæren, delt i et husvagtpligtigt område – det indre af byen med den høje bebyggelse – og et område, hvor der ikke er husvagtpligt – de yderste områder i byen. I den indre by kan der blive fare for store brande, idet ilden kan springe fra bygning til bygning, og her er det husvagternes opgave at yde hjælp til beboerne. I de ydre områder er denne fare ikke til stede i samme grad, og det er overladt til befolkningen selv at sørge for beskyttelse. Statens Civile Luftværn har til alle husstande i landet for flere år siden udsendt pjecer og instruktioner om, hvorledes man skal forholde sig under luftangreb. Dansk Luftværnsforening påtog sig derefter uddannelsen af husvagterne, således at beboerne i de husvagtpligtige ejendomme kunne få vejledning af husvagterne, og en hel del af ejendomme i den husvagtpligtige bydel har også fået brugelige tilflugtsrum, så befolkningen har et sted, hvor de kan søge hen under flyvervarsel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar