1944 – Skibsbygningen i Danmark

Forholdsvis større i Danmark end i noget andet land

Skibsbygningsindustrien betyder mere for Danmark end for noget andet land, udtaler dr. techn., C. W. Prohaska, lærer i skibsbygning ved Polyteknisk Læreanstalt i et interview med Danmarks-Samfundets tidsskrift.

I årene før krigen, fortsætter dr. Prohaska, var produktionen i bruttotons pr. indbygger større her i landet end i noget andet land i verden. Eksempelvis kan nævnes, at den i 1938 var oppe på 43 b.t. pr. 1.000 indbyggere, medens den i Holland og Sverige lå på 26-28 b.t., i England-Skotland på 22, i Tyskland på 7 og i USA på 2 b.t. Da endvidere ca. tre fjerdele af produktionen var bygget for eksport, må vor skibsbygningsindustri siges at være vor største eksportindustri næst efter landbrugsindustrien. Men ikke alene nybygningerne var af betydning for vort land; det må her nævnes, at vore værfter fuldførte reparationer for gennemsnitlig 30 mill. kr. årligt i det sidste femår før krigen. Endelig er det i denne forbindelse vigtigt at pege på, at vort lands store skibsbygning har skabt grundlaget for en række datterindustrier, hvis fortsatte trivsel vil være stærkt afhængig af værfterne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 10. oktober 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar