1944 – Smugkrosagen fra ‘Nørrejylland’ for retten

Fru Pedersen mener, at hendes mand er for god af sig

Ved Kriminalretten i Kolding behandledes i dag en ny sag mod den tidligere ejer af Hotel Nørrejylland, hotelejer Petersen, der nu er tiltalt for smugkrovirksomhed, ved en aften at have inviteret et større selskab med sig hjem fra en herværende restauration. Da hans bevilling jo for øjeblikket er ude af kraft, havde han beværtet selskabet i sin privatlejlighed. Selskabet, der oprindelig var inviteret hjem på en øl, havde efterhånden fået serveret en del drikkevarer. Disse drikkevarer havde en af deltagerne, en yngre vognmand, på selskabets vegne betalt med 100 kr. Da sagen var blevet opdaget, havde Pedersen dog betalt ham de 20 af de 100 kr. tilbage!

Pedersen skulle være mødt i retten i dag, men da han er syg, mødte hans kone i stedet for. Hun menter, at hele aftenen var kommet op, fordi manden var alt for god af sig. Han har det sådan, sagde konen, at han kan give alt, hvad han har, bort! Sådan også i dette tilfælde, hvor han har inviteret mennesker med hjem for i godhed at beværte dem! Ganske gratis med en øl og et glas læskedrik uden alkohol, ville konen fortsat mene! Gæsterne var af en lidt anden mening. Vognmanden, der havde betalt gildet, opremsede en længere række spirituøse varer, der var sat til livs. Han modtog for besøget 30 kr. i bøde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar