1944 – Tyskerne vil konfiskere vore radioapparater, når invasionen sætter ind

Forholdsregler, som de danske lyttere bør træffe for at kunne imødegå denne situation

Tyskerne forbereder en konfiskering af samtlige danske radioapparater, og konfiskeringen vil finde sted i samme øjeblik, at invasionen finder sted – enten så Danmark direkte bliver berørt af krigsbegivenhederne – eller invasionen sætter ind på de nordtyske kyster, i Holland, Belgien eller Frankrig. Dette er en uomtvistelig kendsgerning, og det er derfor af overordentlig stor vigtighed, at de danske radiolyttere straks går i gang med at træffe forholdsregler, der kan imødegå denne situation.
Vi skal give en række råd:

  1. Når tyskerne forlanger apparaterne udleveret, må de, for hvem det kan lade sig gøre, finde et gammelt apparat, som de så kan aflevere. Husk: plankeværkslyttere kan roligt beholde deres apparater. Dem har tyskerne ingen kontrol over.
  2. Man bør straks gå i gang med at organisere lyttergrupper, og hver gruppe må have et eller flere apparater på et sikkert sted. Man inddeler sig så i vagthold, således, at der bogstaveligt talt konstant lyttes til London. Lad ingen, som De ikke er 100% sikker på, kommer med.
  3. Sørg for, at Deres radio er i god stand. Er det længe siden, at den har været til eftersyn, så lad det ske snarest. Slid ikke for meget på den nu, men hold den i fin stand til den dag, at den er fuldstændig uundværlig.
  4. Fjern i tide al, som kan bringe stikkerne på sporet af, at De har radio. Nedtag antennen, og hvad der kan vise, at De har haft en sådan. Opsæt i stedet en stueantenne. Byg selv – eller køb underhånden en rammeantenne; den udelukker støj på bølgelænge 1.500 m. kl. 12.15 og 18.15.
  5. Prøve at skaffe Dem reservedel. De dele, som bliver hurtigst udslidt er rørene, kondensatorerne og volumenkontrollen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske’, maj 1944, nr. 8, 3. årg.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar