Til det danske folk! Landsmænd!
Tyskland har kapituleret. Den tyske nazisme er knust. Vort land er atter frit. Med Amerikas, Englands og Sovjetunionens hære i spidsen har verdens frihedselskende nationer knækket det voldsregime, som gennem 12 år har truet og terroriseret alle demokratiske lande.
I fem lange år følte det danske folk på sin krop, hvad nazistisk styre betyder. Død, vold, ødelæggelse og udplyndring har hærget vort land. Tusinder af gode danske mænd gav deres liv i den ulige kamp, titusinder har henslæbt måneder og år i koncentrationslejre og tugthuse. Men Danmark lod sig ikke knægte. Det er vor stolthed og lykke i dag, på befrielsens dag. Oprejst kan vi møde de allierede hære, som nu står i vort land. De bringer os friheden, men ikke som gave. Vi er deres medkæmpere som de vore. Vi er en uadskillig del af den frihedens vældige armé som har besejret nazismen. Danmarks befrielse er også det danske folks værk.
Fra besættelsens første dag mødte nazisterne i Danmark en sand passiv modstand fra det overvældende flertal af det danske folk, og den slappede intet øjeblik under de fem tunge år. Men passiv modstand alene var ikke tilstrækkeligt til at knuse nazismen og give Danmark en plads i de allierede nationers række. Fra 9. april 1940 var Danmark i krig mod Tyskland, og krig kræver aktiv indsats. Derfor tilkommer i dag på Befrielsens dag hæder og ære til alle aktive patrioter, Danmarks bedste sønner, der med livet som indsats gjorde deres pligt mod fædrelandet, reddede Danmarks ære, og tilkæmpede os befrielsen, friheden og fremtiden. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. maj 1945.